DFs dagpenge-krav klinger hult i Socialdemokraternes ører

Socialdemokraterne har svært ved at tro på, at Dansk Folkeparti virkelig vil kæmpe for en lempelse af dagpengereglerne og svarer nu igen på dagpengepresset fra SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau

Når alt kommer til alt, så har Dansk Folkeparti kun én mærkesag: Lars Løkke Rasmussen (V) skal være statsminister.

Sådan lyder skudsmålet fra Socialdemokraterne, efter Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF) i Berlingske kræver, at det omstridte dagpengesystem skal lempes.

»Det er meget prisværdigt, hvis Kristian Thulesen Dahl, opfinderen af dagpengereformen, er blevet klogere. Det skal man altid værdsætte, når folk bliver det, men det klinger bare hult, når han ikke vil sætte handling bag ordene og eksempelvis stille det som en betingelse til Lars Løkke Rasmussen,« siger Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro (S).

Hun kalder DF-formandens dagpenge-krav for »en gratis omgang, der er opfundet til lejligheden«. Og Maja Panduro forventer ikke, at Dansk Folkeparti har skiftet retning, siden partiet agerede støtteparti til VK-regeringen.

»Jeg har svært ved at tro, at det skulle blive anderledes, hvis man bliver støtteparti igen. Kristian Thulesen Dahls mærkesag nummer ét er i virkeligheden, at det skal være Løkke, der skal være statsminister,« siger Maja Panduro.

Både SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti har i den seneste tid presset Socialdemokraterne med et krav om, at dagpengesystemet skal ændres.

Nu svarer regeringspartiet igen med en modkampagne med hjemmesiden dagpengefakta.dk, som ifølge Maja Panduro vil »bringe fakta ind i debatten«.

Maja Panduro og resten af Socialdemokraternes folketingsgruppe mødes onsdag formiddag med LO-toppen for at tale om blandt andet dagpengedebatten.

DFs dagpenge-krav klinger hult i Socialdemokraternes ører