Dyb splittelse truer Euroen

OECD pegede for nylig på recession i Europa som den største trussel for verdensøkonomien. Og med de økonomiske nøgletal, der blev offentliggjort i denne uge, er bekymringen bestemt ikke blevet mindre.

Jakob Vestergaard, seniorforsker DIIS
Jakob Vestergaard, seniorforsker DIIS

Økonomisk aktivitet i Eurozonen den seneste måned er faldet hurtigere end på noget tidspunkt i de tre foregående år. At dette samtidig sker med, at selv virksomheder i Tyskland er begyndt at vakle i troen på fremtiden, er ekstra bekymrende. Hvis også væksten i Tyskland begynder at svigte, ser det for alvor sort ud for Eurozonen både økonomisk og politisk.

Denne uges europæiske topmøder gav desværre ikke anledning til fornyet optimisme. Uenighederne om hvad der skal til for at få de europæisk økonomier tilbage på sporet, er så dyb, at de synes at lamme koordinerede politiske initiativer. På den ene sider står Angela Merkel og Tyskland – sekunderet af Østrig, Holland og Finland samt en række østeuropæiske lande – og fastholder, at det helt centrale er at holde fast i kravet om budget-disciplin i alle medlemslande, inklusiv hårdt plagede Grækenland. På den anden side står Francois Hollande og Frankrig – sekunderet af mange af de resterende EU lande – og insisterer på, at budgetnedskæringer i bedste fald er irrelevante og i værste fald gør ondt værre, hvorfor en strategi for vækst drevet af offentlige investeringer er den eneste vej frem.

Dyb splittelse er generelt ikke noget godt grundlag for beslutsom handling. Således heller ikke denne uge i Bruxelles. ’Vi ses igen i juni’, er den korte version af topmødets beslutningsreferat. New York Times’ dækning af topmødet bar præg af en blanding af desperation og målløshed: hvordan kan europæiske ledere afslutte et topmøde uden at være blevet enige om noget som helt substantiel i en situation, hvor et af medlemslandendes mulige exit truer hele Eurozonens fortsatte eksistens, og hvor faren for udbredt insolvens i store dele af det europæiske banksystem truer med at rive tæppet væk under Europas økonomier?

Selv på det punkt hvor der syntes at være lidt bevægelse i en konstruktiv retning var der samtidig grund til betydelig bekymring. Der rapporteres om stigende opbakning til at lave en form for ’bank union’, hvor EU landende kollektivt garanterer alle indskud i europæiske banker. Sådanne indskudsgarantier er udbredte allerede i nationalstaterne; det nye er at planen om en kollektiv garanti på EU niveau. Det er et tegn på den type politisk-økonomisk solidaritet, som mange længe har efterlyst mere af i den europæiske håndtering af krisen.

Men hvorfor dette initiativ netop nu? Det handler med stor sandsynlighed ikke så meget om solidaritet, som det handler om frygt: hvis den græske afstemning den 17. juni skulle ende med at Grækenland erklærer statsbankerot og siger farvel til Eurozonen, er risikoen for bank-panik stor, især i de øvrige sydeuropæiske lande. En kollektiv europæisk indskudsgaranti skal formodentlig ses som et initiativ til forebyggelse af et scenarie, hvor bank-panik spreder sig fra Grækenland til de andre sydeuropæiske lande og derfra videre til selv Frankrig og Tyskland.

Og som sådan giver initiativet absolut rigtig god mening. Men samtidig er det stærkt bekymrende: har de europæiske ledere reelt kastet håndklædet i ringen i forhold til at bevare græsk medlemskab af Eurozonen? Har Europa de facto smidt tøjlerne og valgt at satse på den mest minimale form for ’damage control’, man kan forestille sig? Lad reddes hvad reddes kan – and God save the rest? Det ser sådan ud.

Kommentarer

Fint sidste afsnit, Jakob Vestergaard.

Befolkningen har set det for længst og nu følger flere og flere "ledere" trop, EU er på randen af et dødsfald.
Drømmen om et "Forenet Europa" var dødfødt fra starten.
Vi er alt for forskellige m.h.t. sprog, kultur og religion.
Få hellere tjek på resten af verden. Krige, sult og overbefolkning hører ikke hjemme i vores oplyste tid.

Ja ...

... og jeg ser frem til den dag, ballonen revner - og europæerne kan blive frigjort fra det politiske åg, som EU har lagt ud over hele Europa.

Hvor vi er kommet dertil, at EU og EURoen kun eksisterer endnu - fordi politikerne stædigt holder fast i "deres projekt" alene for ikke at tabe ansigt og vise, at de var på forkert kurs.

For det er jo alvorligt at må erkende - for dem selv.

Europa og europæerne må klare sig selv.

Der er måske en regning at betale, når EUROen kollapser - men så kender europæerne regningen.

Som det er nu, pumpes der milliarder af penge ind i at holde EUROen i live, og det vil være nødvendigt mange år frem i tiden - for at bevare Barrosos og Van Rompeys renomé - og vil derfor efterlade europæerne med en regning af ukendt størrelse og endnu mere usikker fremtid.

Når der ikke er udvikling - så er der kun afvikling tilbage !!!

En Euro for meget !

At etablere en fælles valuta, uden regler for den deraf nødvendige fælles øko-politik viser sig nu, var en kæmpe fejl.
At holde stædigt fast i konstruktionen fælles valuta er en gentagelse af fejlen.
At træde tilbage fra ideen om fælles valuta, er åbenbart så svært for de ledende europæiske politikere, at man hellere ser hele korthuset vælte, fremfor ærligt at erkende fejlen, og træde det skridt tilbage til det der hed EF.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden