Dygtige kvinder i toppen – ja tak

Merete Riisager (LA) Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

”Mon hun får så meget modvind, fordi hun er kvinde?” spurgte en af Christiansborgs erfarne journalister på gangen en dag, få måneder efter valget. ”Næ, svarede jeg. Det gør hun, fordi hun lovede ét og gjorde noget andet. Og fordi hun ikke er dygtig nok til sit arbejde.”

Den korte dialog illustrerer meget godt mit forhold til kvinder i topposter: De skal sidde der, hvis de er de mest kvalificerede. Er de ikke det, burde de vige pladsen for én, der er dygtigere. Det burde være åbenbart. For skal man lede andre, må man være den dygtigste til netop det. Er man det ikke, bliver det til stor skade for dem, man skal lede. Sidder man i toppen, gør man det formentlig som et udslag af egen ambition og evner, men man gør det også på andres nåde. Ens køn bør derfor ikke være afgørende for, om man sidder i en toppost eller ej, hverken i politik eller i erhvervslivet.

Derfor er det også helt i skoven, når EU nu barsler med en regulering af kvinder i bestyrelser i alle EU-lande. Det nye direktiv, der fremlægges til efteråret af ligestillingskommissær Viviane Reding, skal tvinge medlemslandene til at indføre 40 % kvinder i bestyrelser i børsnoterede virksomheder med en årsomsætning over 50 mio. euro. Hvis virksomhederne ikke makker ret, vanker der bøder, fratagelse af statsstøtte og udelukkelse af offentlige licitationsrunder.

Baggrunden for direktivet er, at selv om 45 procent af arbejdstagerne og 56 procent af de studerende i EU er kvinder, sidder mændene på seks ud af syv bestyrelsesposter i unionens virksomheder. Men det, direktivet overser fuldstændigt, er, at der også er store forskelle på, hvilke valg mænd og kvinder træffer i livet. I Danmark har forskellene været belyst af eksempelvis Jobindex og Dansk Erhverv, der i undersøgelser har vist, at langt flere mænd end kvinder ønsker at blive ledere. Og undersøgelser af eksempelvis DJØF viser, at familierne stadig indretter sig sådan, at kvinderne har hovedansvaret for børnene. Det er ofte kvinderne, der henter børn og tager de fleste af barnets første sygedage.

Når EU-kommissær Reding eller den danske ligestillingsminister Manu Sareen indfører regulering, der har til hensigt at få flere kvinder i bestyrelser, opererer de med den forudsætning, at når kvinder og mænd er lige godt uddannede og har det samme potentiale, bør de også være lige repræsenteret i toppen. Hvad kvinderne selv vil i livet, er de mindre optagede af.

Et stykke hen ad vejen kan jeg godt forstå den fartblindhed, der har ramt både Reding og Sareen. Da jeg som ung stormede ud fra universitetet med eksamensbeviset under armen, kunne det ikke gå hurtigt nok med at hoppe ned i et jakkesæt, komme ud i en virksomhed og hive opgaver og udfordringer ned fra hylden. Jeg tænkte, at alle andre kvinder nok havde det som mig. Erfaring har lært mig, at det har de ikke. Nogle kvinder prioriterer fagligheden langt højere end muligheden for at avancere. De finder større glæde i at blive dygtige på deres felt end at blive tildelt en stjerne ekstra på skulderen. Andre kvinder trives med at skabe orden og struktur i deres arbejdsliv og har ingen lyst til at leve med de risici, der ofte følger med at avancere i en virksomhed. Og nogle kvinder sætter deres børn og familie højere end muligheden for at få en lang titel eller mere indflydelse på jobbet. Erfaring har lært mig, at de valg, kvinder træffer, er forskellige, og at det vigtigste er, at valget giver mening for den enkelte.

Men når talen falder på flere kvinder i bestyrelser, er det vigtigt at holde sig for øje, at tager man ikke kvindernes egne valg og ønsker alvorligt, men i stedet vælger at tvinge 40 % kvinder i bestyrelser igennem – får man ikke et godt resultat.

For det første er en sådan strategi blind over for de valg, kvinder selv træffer i livet og således respektløs over for kvinders ret til at indrette deres liv, som de finder det bedst. For det andet er der en overhængende risiko for, at det ikke kun er de dygtigste kvinder, der kommer til tops med en sådan strategi – men måske blot de, der sidder på forreste række med fingeren oppe. Og så er vi tilbage ved min indledende pointe: Flere dygtige kvinder i toppen vil være både glædeligt og inspirerende set fra min stol, men ikke gennem kvoter. Kvinder er lige så godt uddannede som mænd, strukturerne er i orden, og når der er flere kvinder, der vil, vil der også komme flere kvinder i toppen. Vi har ikke brug for kunstig kvindelig repræsentation ved pynteministre eller bestyrelsestanter, der bliver placeret i stolen, men kvinder, der kan og vil, og som er klatret hele vejen til toppen af egen kraft.

Kommentarer

Social "ingeniørkunst" ... ?

En artikel skrevet med hjerne - der går i rette med det rent ud sagte følelsesladede kvotepladder. Kan vi ikke få disse mærkværdige tanker om kønskvoter sparket til månen én gang for alle. Der må da være reelle samfundsproblemer at tage fat på - end at lege små "sociale ingeniører". Mod dumhed kæmper som bekendt guderne forgæves. Og Vivian Reding burde netop fyres på gråt papir på grund af dumhed - som en helt legitim begrundelse.

Selvfølgeligheder

Det skrevne burde være selvfølgeligheder, men er det ikke. Så tak for, at du genopfrisker, hvad sund fornuft er i det mere og mere absurde, påtvungne kønsligemageri.

Virksomhederne skabes af mænd

Både nye som gamle selskaber på børsen - mønsteret er det samme - det er mændene der skaber virksomhederne. Så jeg kan sådan set godt forstå hvis Viviane Reding har en kønspolitisk dagsorden om flere kvinder i bestyrelser, for der er en helt naturlig årsag: kvinder skaber ingen virksomheder. I hvertfald ikke dem af slagsen der er interessante for børsen.

I min verden afspejler sammensætningen af en bestyrelse netop de profiler som skaber dem. Det er jo så bare brand ærgerligt at kvindernes højere uddannelsesniveau ikke nævneværdigt bidrager til flere nye spændende selskaber på børsen. Hvor er alle de ivrige og opfindsomme iværksætterkvinder dog henne?

Det er dette forhold bestyrelserne afspejler. Intet andet

Artiklen er så god, at man skulle tro den var skrevet af en mand

Det ser ud til, at jeg kommer til at stemme LA til næste valg igen. Jeg går ind for ligestilling, og derfor mener jeg også, at man ikke skal gøre den naturlige konkurrence ulige, ved at give en bestemt samfundsgruppe fordele i stedet for andre. Det er på den måde, hvor økonomien vil trives bedst - survival of the fittest. Men hvis kvinder vil være ledere, så er de mere end velkomne. Dog mener jeg, at hvis de får stillinger forærende blot fordi de er kvinder, så får de aldrig den respekt de har jagtet i 100 år. Det nytter ikke noget at ansætte kvinder, som vil gøre et dårligere job og som ikke fortjener stillingen.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden