Seneste nyt

Efter Camerons tale

Lykke Friis (V)
Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Lad det være sagt med det samme. Jeg er anglofil. Måske netop på grund af mine dansk-tyske rødder fik jeg taknemligheden for Winston Churchills og briternes heroiske kamp mod Nazi-Tyskland ind med modermælken. Siden blev fascinationen for Madame Tussaud, Margaret Thatcher (på godt og ondt), Brideshead Revisited, Monty Pyton, Genesis, sprogophold på Isle of Wight, Wimbledon og Tipslørdag (”Come On You Spurs”) en del af min opvækst. I realiteten var der derfor ingen tvivl i mit sind, da jeg i ’90erne ville supplere min danske kandidatgrad med en udenlandsk – jeg skulle til London of School of Economics, ligesom familiens hund siden naturligvis blev opkaldt efter Sir Winston.

Jeg står langt fra alene med min forkærlighed for briterne. Mange danskere føler sig stadig emotionelt forbundet med briterne – måske også fordi de ligger længere væk end den store nabo syd for grænsen, hvis sprog de fleste danskere fortsat går en stor bue udenom. Ikke overraskende håber de fleste derfor også, at briterne, selv efter David Camerons tale forleden, bliver i EU. Og det gør jeg i høj grad også. For vi har brug for briternes legendariske ”common sense”, humor og ikke mindst indsats for frihandel. Mindst lige så afgørende er det, at EU og Storbritannien helt overordnet indgår i et skæbnefællesskab, hvor vore muligheder for at spille en rolle på den globale scene reelt er afhængig af, at de 27 holder sammen i en verden, der for længst er blevet karakteriseret som posteuropæisk. Tag bare de mange skolebørn i Bangladesh, som jeg dagen efter Camerons tale forgæves bad om at placere Europa på verdenskortet!

Netop på grund af skæbnefællesskabet kunne jeg ikke undgå at blive noget forstemt, da jeg læste Camerons tale. Jo, naturligvis skal EU forholde sig til, at mange europæere i stigende grad forbinder EU med problemer end løsninger. Og Cameron gør ret i at sætte fingeren på nogle af de ømme punkter som f.eks. den manglende færdiggørelse af det indre marked og den dårlige konkurrenceevne. Men er det vejen frem at pege fingre af EU, når premierministeren (med al respekt) siden sin tiltrædelse reelt ikke har forsøgt at løfte den europæiske debat på hjemmefronten og derfor af indenrigspolitiske grunde er tvunget til at inddæmme det EU-skeptiske UKIP-parti? Og hvorfor efterlade indtrykket af, at briterne har et akut behov for at løsne de snærende EU-bånd, når OECD for længst har påpeget, at UK er udstyret med et arbejdsmarked, som kun er marginalt mere reguleret end USA’s og Canada’s, og at størstedelen af landets reelle vækstproblemer for øvrigt er selvskabte, såsom et gældsbjerg, en ringe infrastruktur, stort frafald på ungdomsuddannelser og en rigid planlov? Det er da ikke en måde, hvorpå man varmer op til et ja i en folkeafstemning.

Og så er der hele afpresningsdelen. ”Hvis jeg ikke får det, som jeg vil have det, nedlægger jeg veto eller truer med at forlade foreningen”. Tænk hvis denne forhandlingstaktik dannede skole. Som den franske udenrigsminister Fabius lakonisk formulerede det: ”Man kan da ikke melde sig ind i en fodboldklub og pludselig forlange at spille rugby”. Det gode spørgsmål er da også, hvilke undtagelser Cameron i sidste instans vil gå efter. Det eneste konkrete direktiv han nævnte var arbejdstidsdirektivet, men måske er det ikke den store sællert i en folkeafstemning, at britiske læger og kirurger fremover skal have en længere arbejdsdag! Når alt kommer til alt, er premierministerens problem overordnede problem, at han i forvejen – ligesom Danmark - står uden for en hel stribe områder. Og en norsk eller schweizisk ordning har premierministeren på forhånd bandlyst. Som flere britiske kommentatorer har påpeget, har Cameron her placeret sig imellem de to berømte stole. For hvor stærkt vil han stå i en forhandling med de andre lande, når han allerede har afsløret, at han faktisk helst vil blive i EU? Og hvor tilfredse bliver f.eks hans egne EU-skeptikere, hvis han lægger et forhandlingsresultat ud til afstemning, der kun ændrer kosmetisk på briternes tilknytning til unionen?

Men måske er det netop denne uklare situation, som er løsningen. Når Cameron nu alligevel helst vil blive i EU, burde det mest ideelle da være at gennemføre ændringer, der gælder for alle 27 lande. Lad os derfor tage Cameron på ordet og færdiggøre det indre marked, vedtage en frihandelsaftale med USA, reformere EU's budget, inddrage de nationale parlamenter mere og sætte fuld fart på den ”konkurrenceevnepagt”, som Angela Merkel netop har lanceret i Davos. Lykkes det, vil hele EU blive styrket, og Cameron vil endda kunne høste en stor del af æren i en kommende folkeafstemning.