Ekspert: Danmark er ikke på IS' radar - lige nu

Danmark bliver mere sårbar over for terrorister ved at sende et transportfly til Irak. Men Vesten risikerer på den anden side, at IS vokser sig endnu større, hvis der ikke gribes ind, forklarer en terrorforsker.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau
Krigere fra Islamisk Stat holder militærparade i den nordsyriske Raqqa-provins. Foto: STRINGER

Der ser ud til at samle sig et flertal i Folketinget for at, at et dansk transportfly skal fragte våben til Irak til bekæmpelse af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS).

Det skaber ifølge Politiken frygt for, at Danmark bliver et terrormål for radikale IS-tilhængere, men IS har næppe ressourcer til at fokusere på Danmark lige nu, lyder vurderingen fra seniorforsker Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

»Udgør de en terrortrussel i vores del af verden? Gruppen gør nok ikke i sig selv på nuværende tidspunkt. Det er der to grunde til. Islamisk Stat er lige nu optaget af de regionale kampe, som de udkæmper på flere fronter. Først og fremmest tror jeg ikke, at de har kapacitet og overskud til at rekruttere folk, træne dem og sende dem til Vesten for at begå terror. For det andet har vi også mange beretninger om, at folk, der bliver rekutteret til Islamisk Stat ikke kommer derfra igen i live, medmindre de flygter. Man kan ikke bare melde sig ud af kampen igen,« forklarer han.

Læs mere: SF: Terrorister skal ikke diktere dansk politik

Lars Erslev Andersen peger dog samtidig på, at Danmark næppe bliver et mindre interessant terrormål af at sende et transportfly til Irak. På den anden side, risikerer man at IS vokser sig stor og magtfuld, hvis man ikke griber ind, forklarer han.

»I princippet er det jo rigtigt, at når man går i krig eller blander sig i en konflikt, så forsager det en forøget trussel herhjemme.«

»Men jeg vil sige det sådan, at jeg tror, at hvis man ikke gør noget, kan truslen på sigt givetvis blive mange gange større.«

Læs mere: Forsker: Våbentransport til Irak kan øge truslen mod Danmark

Det er den amerikanske regering, der har anmodet Danmark om at stille med et transportfly. USA er allerede indledt angreb mod IS i det nordlige Irak, hvor organisationen står stærkt, og amerikanerne fortsætter med at sende bomber ned over området. Det amerikanske engagement kan skyldes, at Det Hvide Hus vil undgå, at IS får mulighed for at etablere sig og oprette træningslejre, som kan træne tilhængere til at begå terrorangreb mod Vesten, sådan som al-Qaeda gjorde i Afghanistan i 1990erne, vurderer Lars Erslev Andersen.

Læs mere: Danske Hercules-fly skal transportere våben i Irak

For det er først og fremmest USA, der må formodes at være det internationale fokus for IS, selvom det bestemt ikke kan udelukkes, at der er ekstremisitiske kræfter, som også vil interessere sig for Danmark, uddyber han:

»Danmark må siges at være en lille spiller, men Danmark er en spiller og er kendt i de kredse på grund af Muhammed-tegningerne. Det er ikke glemt, det er stadig et tema, som spiller en rolle hos jihadister, og det kan hurtigt blusse op. Danmark er - også i international politik - kendt som en meget synlig støtte af USA.«

Læs mere: Danmark skal i krig – igen