Eksperter tvivler på SU-reforms effekt

Uddannelseseksperter tvivler på den økonomiske effekt af regeringens udspil til en SU-reform.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) deltog mandag eftermiddag i en paneldebat med studerende på Aarhus Universitet om det danske SU-system. Her ses ministeren ved ankomsten til Stakladen, hvor mødet blev afholdt. Foto: Henning Bagger

Mindre SU til hjemmeboende, væk med det sjette SU-år til studerende, der er sent om at komme i gang, og krav til universiteterne om at skynde på de studerende.

Det er nogle af de elementer i regeringens SU-reform, som uddannelsesminister Morten Østergaard (R) præsenterede tirsdag.

Med forslaget forventer regeringen at kunne finde 800 millioner kroner i 2020 ved igennem forskellige initiativer at presse de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet.

Men ifølge Palle Rasmussen, professor ved Aalborg Universitet, og Jacob Nielsen Arendt, forskningschef ved KORA, Det Nationale Institut for Kommuner og Regioners Analyse og Forskning, er regeringens beregninger af det beløb behæftet med stor usikkerhed, skriver Information onsdag.

Læs mere: Blandede karakterer til regeringens SU-reform

»Jeg tror ikke, man skal forvente, at det giver enormt meget over en bred kam. Noget vil det nok kunne give, men studietiden er faldet betydeligt de seneste fem år, hvor både den tidligere og den nuværende regerings initiativer for at få folk hurtigere igennem uddannelsessystemet rent faktisk har virket. Den studerende er ikke enormt lang tid om at gennemføre en uddannelse. I forhold til hvad regeringen forventer, det vil bidrage med, tror jeg, man skal være forsigtig,« siger Palle Rasmussen til Information.

Læs mere: SU-reform rammer værnepligtige hårdt

Han bakkes op af Jacob Nielsen Arendt, der mener, det er uigennemskueligt, hvordan regeringen kommer frem til de 800 millioner kroner. Han tilføjer dog, at usikkerhedens størrelse afhænger af, hvor stor en andel af de 800 millioner kroner, der handler om adfærdsregulering.

Omvendt tror professor ved Aarhus Universitet Helena Skyt Nielsen godt, at regeringen kan hente et større millionbeløb ved at skynde på de studerende.

»Det er svært at vurdere, præcis hvor mange millioner kroner der kommer i kassen ved forslagene, når de bagvedliggende beregninger ikke er stillet til rådighed, men jeg synes umiddelbart, at det lyder fornuftigt at hente 800 millioner kroner på det,« siger Helena Skyt Nielsen til Information.

Uddannelsesminister Morten Østergaard erkender over for avisen, at der er tale om en vurdering, men fastholder, at reformudspillet vil komme de studerende til gode.

Læs mere: Danske unge får mest SU i Norden