EL: Akutledige har »ekstremt« brug for uddannelse

En kortlægning af de akutledige gør det endnu mere klart, at der er brug for tilbud om uddannelse til de mange ledige, mener Enhedslisten.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO fra Jobcenteret på Nyropsgade i København- ledigheden er steget i juni. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2012) Foto: Torben Christensen

I gennemsnit har landets 50.000 akutledige været på forskellige former for offentlige overførsler i omkring halvdelen af de seneste 10 år. Det viser en omfattende kortlægning foretaget af KLs nyhedsbrev Momentum på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

At de akutledige har været hyppige brugere af offentlige overførsler kommer ikke bag på Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl (Ø).

Han understreger - som partiet i flere omgange har gjort - at der er behov for flere tilbud om uddannelse til gruppen.

»Det overrasker mig ikke. Nu har jeg siddet i en fagforening i mere end 20 år, og vi har peget på det i mange, mange år, at den her gruppe har ekstremt brug for at kunne komme på uddannelse,« siger Christian Juhl.

Som led i akutjobpakken er det vedtaget, at virksomheder kan få op til 25.000 kroner, hvis de ansætter en af de akutledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

Men den økonomiske gulerod batter ingenting, understreger arbejdsmarkedsordføreren, der ikke mener, at virksomheder skeler til den kontante bonus, når de ansætter. Det handler netop derfor om at uddanne de akutledige.

»Hvis arbejdsgiverne har brug for en medarbejder, så ansætter de ham eller hende. En af årsagerne til, at det er blevet en fiasko med akutjobbene, er fordi, at der ofte mangler den uddannelse, man har brug for,« siger Christian Juhl.

Kortlægningen af de akutledige viser, at rigtigt mange i gruppen har været inde og ude af systemet gennem de seneste år.

Flere end hver femte har modtaget kontanthjælp én eller flere gange i løbet af de seneste ti år, og otte ud af ti har desuden modtaget sygedagpenge mindst én gang i perioden.