EL: Dansk PET-kontrol er som i bananrepublikkerne

Enhedslisten støtter et nyt lovforslag om skærpet parlamentarisk kontrol med brugen af civile agenter. Men partiet mener, at kontrollen med PET bør være parlamentarisk uafhængig.

Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau
Morten Storm, PET-agent, muslim og tidligere rocker.

Enhedslisten er lunken over et nyt lovforslag om en udvidelse af Folketingets indsigt i PETs brug af civile agenter, som justitsminister Morten Bødskov (S) står bag.

- Det er ikke en optimal løsning, men vi støtter udspillet, da det er et lille skridt i den rigtige retning. Hvis det skal have nogen effekt, så skal kontroludvalget have krav på at få oplysninger om PETs brug af civile agenter, siger retsordfører Pernille Skipper (EL), der mener, at PET er håbløst bagefter andre europæiske lande.

- Jeg har ikke set eksempler på et vestligt, demokratisk land, der har så ringe kontrolmuligheder med sin efterretningstjeneste som tilfældet er i Danmark. På det punkt er vi på linje med bananrepublikker, fastslår hun.

Enhedslisten mener, at Danmark bør kopiere den norske model, hvor efterretningstjenesten kontrolleres af en uafhængig tilsynsmyndighed, som er nedsat af Stortinget.

- Tilsynsmyndigheden tjekker både, om de overholder regler om registreringer, brug af civile agenter, samt retskendelser. Det bør Danmark lade sig inspirere af, siger Pernille Skipper.

Læs mere: Øget kontrol med PET

Morten Bødskov vil med sit lovforslag styrke Folketingets såkaldte Kontroludvalg, der skal sikre de folkevalgtes kontrol med efterretningstjenesterne.

Udspillet kommer, efter at den tidligere PET-agent Morten Storm i en række artikler i Jyllands-Posten har fortalt om sit arbejde for PET, der blandt andet er blevet beskyldt for at deltage i drabet på terroristen Anwar al-Awlaki.

Justitsministeren er kaldt i samråd om sagen om Morten Storm klokken 13 torsdag.

EL: Dansk PET-kontrol er som i bananrepublikkerne