EL: Det er os eller Venstre

Regeringen må vælge mellem med os eller Venstre i kontanthjælpsforhandlingerne, siger Enhedslisten.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau

Regeringen må vælge at reformere kontanthjælpen med enten Venstre eller Enhedslisten, for de to partier er for langt fra hinanden, mener arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (Ø).

- Venstres politik ligger meget fjernt fra vores. For eksempel vil de have ungesatsen udbredt til personer fra 25 til 30 år, og det er jo familier med små børn, der så skal leve af kontanthjælp - det bliver jo en massakre over for de mennesker, så der kan vi ikke nå hinanden, siger ordføreren.

Venstre har hidtil stået fast på en række »ultimative krav«, men onsdag meddelte formand Lars Løkke Rasmussen (V), at de nu er droppet - også kravet om, at reformen skal give et provenu på tre milliarder kroner.

- Hvis vi overlader det til Enhedslisten, kommer der ikke nogen reform. Der var heller ikke kommet skattelettelser, hvis vi havde holdt os uden af skattereformforhandlingerne sidste år, sagde Lars Løkke Rasmussen til Radio24syv.

Læs mere: SF glæder sig over kontanthjælpsudmelding fra Venstre

Christian Juhl glæder sig over, at Venstre nu er »kommet til fornuft«.

- Man skal jo altid glæde sig over, når ens politiske modstandere besinder sig, så det er da kun godt, at Venstre har droppet den ganske urealistiske idé om at spare tre milliarder på kontanthjælp, siger han.

Efter Løkkes udmelding opfordrede regeringspartierne Enhedslisten til at komme på banen med en udmelding i forhandlingerne. Men det har partiet allerede gjort, påpeger Christian Juhl, med 12 konkrete punkter, som han præsenterede for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i oktober.

- Vi vil blandt andet have fjernet noget af den mest tåbelige aktivering, der stadig findes for kontanthjælpsmodtagere. Og så vil vi fjerne unge-ydelsen, der betyder, at unge mellem 18 og 25 år skal leve af 6.800 kroner om måneden og, efter et halvt år, 5800 kroner, siger Juhl, der understreger, at Enhedslisten ikke har nogen »ultimative krav.«

Læs mere: Vestager klar til at forhandle kontanthjælp med Venstre

- Men jeg tror, at regeringen kommer til at vælge, hvilken vej den vil gå, og så må de jo lave forlig med dem, de ønsker at lave forlig med, siger han.

Venstre har lagt et forslag frem med seks punkter, som en kommende kontanthjælpsreform bør indeholde. Det drejer sig primært om en udvidet ungeindsats.