EL: Mali kan blive rigtig farlig

Enhedslisten frygter, at den danske transporthjælp til de franske tropper i Mali vil være med til at optrappe konflikten.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

En militær offensiv fra de vestlige lande i Mali vil være med til at optrappe konflikten i landet.

Sådan lyder advarslen fra Enhedslisten efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag eftermiddag, hvor regeringen bad om grønt lys til at sende et Hercules-transportfly til Mali for at hjælpe de franske tropper, der i øjeblikket kæmper mod islamistiske oprørsstyrker.

Men den anmodning kan Enhedslisten - som det eneste parti i Folketinget - ikke bakke op om.

- Vi vil ikke bakke op om at være med til at lave en offensiv krig i det område. Det er alt for risikabelt, siger udenrigsordfører Christian Juhl (Ø), der frygter en optrapning af konflikten.

Læs mere: Islamister: Mali bliver værre end Afghanistan

- At lade vestlige lande gå så offensivt ind i en krig, som Frankrig har startet, synes vi er forkert og rigtig, rigtig farligt. Vi er bange for, at en militær offensiv fra de vestlige lande vil kunne få det til at eskalere, siger han og peger blandt andet på, at Frankrig har økonomiske interesser i Mali i form af landets uranminer.

- Det vil blive opfattet som imperialistiske interesser, og derfor kan det blive rigtig farligt, siger han.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) peger blandt andet på, at de grupperinger, der har fået kontrol i området, er al-Qaeda-relaterede grupper, som vil kunne rette terrorangreb mod blandt andet Danmark, og at den udvikling skal bremses, men det argument køber Christian Juhl ikke.

Læs mere: DF: Konflikt i Mali udgør sikkerhedstrussel

- Danmark tog til Afghanistan for at nedkæmpe al-Qaeda, og i dag er al-Qaeda stærkere, end da vi gik ind i Afghanistan. Det er sådan nogle situationer, der har lært os, at krig og offensive militæraktiviteter ikke nødvendigvis er det rigtige middel, siger han.

På trods af Enhedslistens modstand forventes det, at Hercules-flyet allerede tirsdag aften vil blive sendt af sted mod Mali med støtte fra alle Folketingets øvrige partier.