Elbæk vil fritages for ansvar for cirkusuddannelse

Kulturministeren kæmper for sin politiske fremtid i et samråd om nepotisme-mistanke.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Folketingets Kulturudvalg har kaldt kulturminister Uffe Elbæk (RV) i samråd dels om forsøgsuddannelsen i ny cirkus, dels ministerens arangementer på Akadamiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK). Foto: Jens Nørgaard Larsen

Kulturminister Uffe Elbæk (R) vil ikke som minister have ansvaret for den cirkusuddannelse, som i forbindelse med finansloven fik seks millioner kroner.

Det siger ministeren, der onsdag er indkaldt i samråd for at forsvare sit tætte forhold til AFUK, Akademikiet for Utæmmet Kreativitet, hvor hans mand arbejder som skolesekretær, og hvor ministeren selv tidligere har siddet i bestyrelsen.

- Der er på nuværende tidspunkt ikke er taget stilling til en konkret udformning og placering af forsøgsuddannelsen. Der skal i 2013 forhandles om den nærmere udformning og placering mellem staten og Københavns Kommune. For at undgå yderligere mistanke og tvivl om sammenblanding af interesser vil jeg derfor til den tid anmode statsministeren om, at ansvaret for de konkrete forhandlinger henlægges til et andet ministerium, siger Uffe Elbæk.

Læs mere: Thomas Larsen: Enhedslisten redder Elbæk

Han understreger samtidig, at ønsket om en cirkusuddannelse har eksisteret, længe før han blev minister sidste år.

- Vi opfylder et ønske, der har eksisteret i Københavns Kommune, teaterbranchen og på tværs af politiske partier igennem en årrække. En forsøgsuddannelse på et videregående niveau vil understøtte nycirkus’ potentiale og levere et positivt bidrag til den danske oplevelsesøkonomi. Samtidig vil det løfte scenekunsten i Danmark, siger Uffe Elbæk.

Læs mere: Partifælle om Elbæk-sag: Hvad er der galt i det?

Uffe Elbæk skal i dagens samråd, der er proppet med tilhørere, også forsvare, hvorfor han i sin tid som minister har brugt 180.000 kroner på i alt fem arrangementer på AFUK.

Enhedslistens kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, vil ikke endegyldigt garantere hans fremtid som minister, før det står klart, at han ikke har begået noget ulovligt. Det sagde ordføreren på vej til samrådet.

Både den radikale leder Margrethe Vestager (R) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har fredet Uffe Elbæk i sagen.

Læs mere: Thorning regner med Elbæk i mange år