Elever glæder sig over flere aktivitetstimer

Længere skoledage i folkeskolen er en god idé, mener Danske Skoleelever. Men det kræver fokus på de aktivitetstimer, som regeringen lover i udspillet til folkeskolereformen.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau
Regeringen har afsat fire milliarder kroner i alt frem til 2020 til at føre planerne om en bedre folkeskole og flere undervisningstimer til de danske folkeskoleelever ud i livet. Foto: Steffen Ortmann

Eleverne i den danske folkeskole kommer til at tilbringe flere timer i skole om ugen. En femtedel af den ekstra skoletid kommer til at gå til ekstra fag, mens de resterende fire femtedele kommer til at gå til aktivitetstimer, og det glæder Danske Skoleelever sig over.

- Vi vil gerne rose regeringen for at lægge vægt på aktivitetstimer og valgfagstimer i det nye udspil. Det er simpelthen så vigtigt, at man kan reformere skoletiden og gøre hverdagen mere spændende for eleverne, for hvis det bare er det samme, er det ikke godt, siger formand Vera Rosenbeck til TV 2 News, efter børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) tirsdag eftermiddag har fremlagt regeringens udspil til en folkeskolereform.

Læs mere: Regeringen opstiller tre klare mål for folkeskolen

I udspillet indgår blandt andet, at eleverne skal tilbringe mere tid på skolen og have mere undervisning i dansk og matematik. Men for at skoledagen ikke skal blive ren tavleundervisning, vil regeringen indlægge aktivitetstimer med blandt andet idræt og hjælp til lektielæsning, og Christine Antorini vil sikre, at det bliver på en »spændende og varieret måde«.

Læs mere: Thorning: Lærere er nøglen til løft af folkeskolen

Vera Rosenbeck er overordnet positiv, men hun synes, regeringen mangler at fremlægge helt klare mål for aktivitetstimerne.

- Vi ville gerne have haft nogle flere mål, for udspillet var meget bredt. Danske Skoleelever vil gerne se nogle reelle mål og formålsbeskrivelser, før vi vil stå med hænderne oppe over hovedet, siger hun.

Regeringen vil derudover afsætte en halv milliard kroner til IT i folkeskolen, og det er også noget, der glæder elevernes formand.

- Ren tavleundervisning er dybt gammeldags og afspejler ikke den hverdag, eleverne oplever nu. Vi skal hen til et sted, hvor der er mere diversitet i undervisningen, og hvor undervisningen foregår digital i stedet for kun ved den grønne tavle, siger Vera Rosenbeck til TV 2 News.

Web-tv: Se Antorini fremlægge regeringens skoleudspil