Ellemann får Venstres Frihedspris

Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Martin Dam Kristensen

Venstres Frihedspris 2012 går til Venstres tidligere formand og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for »hans utrættelige arbejde gennem 30 år for frihed og demokrati«. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse, efter prisen er blevet uddelt på partiets landsmøde i Herning søndag.

Regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V) stod for uddelingen, og i begrundelsen trak han en direkte linje til Nobels Fredspris, som i år gik til EU.

- Venstres Frihedspris går i år til en person, der måske ikke altid har bidraget til at skabe fred. Han er jo kendt som lidt af en ballademager. Til gengæld har han gjort sit yderste for at fremme demokrati og menneskerettigheder både på egen hånd og gennem sit mangeårige virke inden for EUs rammer. Han har helt bestemt været medvirkende til, at EU kunne gøre sig fortjent til Nobels Fredspris, sagde Carl Holst.

Ellemann har talt Europas sag, lød det fra Carl Holst.

- Uffe, dit virke lagde sporene for EU-udvidelsen i 2001, hvor 10 østeuropæiske og tidligere kommunistiske lande kom med i EU. Gennem 30 år har Uffe Ellemann-Jensen været en aktiv aktør i det storpolitiske spil om fred i Europa. Som helhjertet europæer står du som en lysende eksempel på, hvorfor vi skal bakke op om EU, selv om tiderne er hårde, og EU-projektet kan synes svært at sælge.