Ellemann til CNN: »Det er uhørt, det ville vi aldrig gøre« | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Ellemann til CNN: »Det er uhørt, det ville vi aldrig gøre«

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forsikrer i et interview med CNN, at flygtninge ikke vil få beslaglagt deres smykker. Men det stemmer ikke overens med regeringens lovforslag.

Screendump: Jakob Ellemann-Jensen på CNN

Selv om regeringen er i færd med at vedtage en lang række udlændingestramninger, er det et enkelt element i det omstridte lovforslag, der har taget al fokus den seneste uge: Beslaglæggelsen af flygtninges værdigenstande.

Forslaget om at give dansk politi mulighed for at konfiskere asylansøgeres værdier havnede torsdag på forsiden af The New York Times, og senere samme dag stillede Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, op til et interview på CNN om samme emne.

Her gik den anerkendte og mangeårige CNN-vært Christiane Amanpour hårdt til Jakob Ellemann-Jensen med spørgsmål til det, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere på ugen betegnede som »det måske mest misforståede lovforslag i danmarkshistorien«.

Hvordan kan det komme på tale i en velfærdsstat som Danmark at »rive smykkerne af desperate folk«, ville Christiane Amanpour vide.

Læs mere: Derfor fungerer EUs ydre grænsekontrol og asylsystem ikke

Jakob Ellemann-Jensen lagde ud med en fortælling om, at Danmark er et særdeles generøst land, når det handler om udviklingsbistand, at vi modtager tusindvis af flygtninge, og at vi sikrer, at de får ret til de danske velfærdsgoder, når de kommer hertil. Herefter kom han med en klar forsikring:

»Vi har ikke tænkt os at tage smykker fra folk. Det er uhørt, det ville vi aldrig gøre.«

Jakob Ellemann-Jensen brugte ordet »outrageous«, som Berlingske har tilladt sig at oversætte til »uhørt«. Men selv om V-ordføreren er klar i sit ordvalg, harmonerer hans forsikring ikke med det lovforslag, der blev førstebehandlet i folketingssalen tidligere på ugen.

Smykker går stadig ikke fri

I et ændringsforslag til lovforslaget, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) præsenterede tirsdag, står der, at genstande med særlig affektionsværdi »helt undtages«. Men det står samtidig klart, at værdigenstande stadig kan beslaglægges, hvis de ikke har en særlig personlig betydning og samtidig er mere end 10.000 kroner værd.

Derfor forstår direktør på Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen ikke, at Jakob Ellemann-Jensen kan komme med en så stålsat garanti.

»Det kan godt være, det er rigtigt, at de ikke vil tage smykker fra folk. Men så forstår jeg ikke, hvorfor de har fremsat et lovforslag, der netop går ud på at tage folks smykker. Det var først i sidste øjeblik inden førstebehandlingen, at man ændrede det til, at man ikke vil beslaglægge værdier med affektionsværdi, men smykker er stadig ikke helt undtaget,« siger han.

Læs mere: Tørnæs: Danmark bør forklare sig og aflive myter

I det oprindelige lovforslag lagde regeringen op til, at værdier med stor affektionsværdi som udgangspunkt fritages - medmindre de er så meget værd, at det »ikke findes rimeligt at undtage dem for beslaglæggelse«. Meningen er, at de konfiskerede værdigenstande og kontantbeløb skal finansiere asylansøgernes ophold i Danmark.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, de Konservative og Socialdemokraterne havde tilsluttet sig lovforslaget, men så begyndte debatten at buldre løs. Især vielsesringen blev et centralt omdrejningspunkt, for ville lovforslaget virkelig betyde, at politiet kunne beslaglægge en vielsesring, hvis den var så meget værd, at det ikke var »rimeligt« at lade asylansøgeren beholde den?

Pludselig krævede Socialdemokraterne og de Konservative en ændring, og Liberal Alliance bakkede op. Det betød, at Inger Støjberg først måtte komme med en præcisering og efterfølgende et ændringsforslag, da præciseringen ikke var tilfredsstillende nok for de partier, der skulle sikre hende et flertal.

V-ordfører står fast

Men selv om lovteksten stadig tillader, at smykker kan beslaglægges, står Jakob Ellemann-Jensen ved sin udtalelse i CNN-interviewet. Han har ikke haft mulighed for at stille op til et interview med Berlingske, men skriver i en SMS, at han mener, at smykker falder under kategorien »genstande med en særlig affektionsværdi«.

»Jeg kan virkelig ikke forestille mig en situation, hvor man vil beslaglægge menneskers personlige smykker,« skriver Jakob Ellemann-Jensen og fortsætter:

»Det er derfor, at jeg, når jeg bliver spurgt til, om vi dog virkelig vil fratage disse mennesker, som er flygtet fra krig og død og ødelæggelse, deres personlige ejendele - herunder deres smykker - temmelig fast kan sige, at nej - det vil vi ikke.«

Læs mere: Europarådets kommissær om dansk asylpolitik: Det kan blive et »ræs mod bunden«

Også inden Inger Støjberg kom med sin ændring har lovforslaget vakt international opsigt flere gange og affødt særdeles skarpe høringssvar fra blandt andre FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), der kaldte det »en hån« mod flygtninges værdighed.

Inger Støjberg sagde tidligere på ugen til Berlingske, at lovforslaget »har fyldt mere, end det kan bære«. Samtidig erkendte hun, at asylansøgere i princippet kan udpege alle deres værdigenstande som ting med affektionsværdi og dermed helt undgå at få dem beslaglagt.

»Men hvis man lyver, er der jo tale om svig,« pointerede ministeren.

Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder vurderer da også, at forslaget kommer til at få en meget lille effekt.

Læs mere: Schweiz har beslaglagt flygtninges smykker i ti år

»Det har været en dyr omgang for Danmarks image at få det her kørt i mål. Og det er uden nogen som helst betydning for samfundsøkonomien overhovedet,« siger han.

Inger Støjberg har ikke ønsket at kommentere udmeldingerne fra Jakob Ellemann-Jensen. Men ifølge Berlingskes oplysninger kommer regeringen til at stille sig fuldstændig bag ham og støtte hans udmelding.

Udlændingeministeren har dog selv tidligere nævnt smykker som værdier, der kan beslaglægges. Det gjorde hun i forbindelse med debatten om, hvorvidt politibetjente er i stand til at vurdere smykkers værdi.

»Jeg tror godt, de fleste kan vurdere, om noget er 1.000 kroner værd eller 20.000 kroner værd, men hvis man er i tvivl, kan man enten få smykket vurderet, eller også kan man lade være at konfiskere det,« sagde Inger Støjberg til DR Nyheder kort før jul.

Tophistorier Gå til forsiden

 
Nyheder |

Elbæk: »USAs Demokrater vil lære af Alternativet«