ELs hovedbestyrelse ser positivt på socialpakke

Enhedslistens hovedbestyrelse følger finanslovsforhandlingerne tæt. Socialpakken, der i dag er blevet offentliggjort, er et positivt bidrag, siger talsperson.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Den milliardstore pakke, der skal hjælpe landets svage og udsatte, indeholder mange positive elementer.

Det siger medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse Signe Færch.

- Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at vi gør noget for dem, der har aller mindst i det her samfund. Vi har en regering, der har ført en politik, der desværre har haft konsekvenser for nogle af de her mennesker, og derfor har vi hele tiden sagt, at det var afgørende for os, at der lå ting i den her finanslov, som gjorde vilkårene for nogle af dem, der har mindst i Danmark, bedre, siger Signe Færch.

Hun er talsperson for den gruppe af hovedbestyrelsesmedlemmer, der løbende er blevet orienteret om finanslovsforhandlingerne af Enhedslistens forhandlere.

Signe Færch vil dog ikke kommentere på det samlede finanslovsforslag, og hun ønsker heller ikke at svare på, hvornår Enhedslistens hovedbestyrelse samles.

- Vi følger udviklingen tæt, og vi bliver orienteret løbende, siger hun.

Sidste år blev hele Enhedslistens hovedbestyrelse samlet for at nikke ja til den finanslov, som Enhedslisten og regeringen havde forhandlet sig frem til.

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forventer, at den samlede finanslov bliver præsenteret søndag.