Seneste nyt

En røst fra 90`erne

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Det forenklede og forkerte os-dem-skema ramlede sammen ved Muhammed-krisen. Skællene faldt fra de flestes øjne, og da vi nåede frem til juletræet i Kokkedal, var det for de fleste ved at være en selvfølge, at man ikke kan regne med, at islam har ”rummelighed” overfor andre kulturer.

Brian Esbensen(BE) bruger en lang kronik i Berlingske 18. januar på at skelne mellem ”os” og ”dem”: ”os” er de tolerante, der går ind for demokrati, menneskerettigheder og rummelighed og ”dem” er de værdikonservative og dem, der går ind for religiøse dogmer. Denne boks er onde jeg sat ned i! Der mangler lige et enkelt begreb på de ondes side – nemlig ”racisme” for at få fuldt hus fra 90´ernes indvandringdebat. Men manglen skyldes måske, at BE er kommet helt op til omkring 2000, hvor det blev moderne, at placere kristne og muslimer i samme, onde boks. Og man vil nok ikke kalde muslimer for racister!

Dette forenklede og forkerte os-dem-skema ramlede sammen ved Muhammed-krisen. Skællene faldt fra de flestes øjne, og da vi nåede frem til juletræet i Kokkedal, var det for de fleste ved at være en selvfølge, at man ikke kan regne med, at islam har ”rummelighed” overfor andre kulturer. De fleste havde forstået, at vi i Danmark har importeret et problem, der har eksisteret i mange århundreder og eksisterer i dag i Rusland, Thailand, Indien, Kina, Mellemøsten, Afrika og Sydøsteuropa. Nemlig kulturkampen mellem islam og ikke-islam. Det er ikke alle verdens konflikter, der også har et indslag af denne kulturkamp (Nordirland og Sydamerika for eksempel), men der er uhyggeligt mange, der har.

Der er en modvilje imod at ”essentialisere” kulturer, der ses som i så konstant forandring, at man ikke kan sige noget generelt om dem. Derfor gør debattører som BE sig blinde overfor de vigtige modsætninger imellem kulturerne, og vil kun se de mindre modsætninger, der eksisterer inden for kulturerne.

Det gør ikke noget, at man er detaljeorienteret, hvis blot man stadig evner at se skoven – i stedet for at stirre sig blind på træerne. Men det er det, BE gør. Jeg kan ikke gøre andet end opfordre BE til at følge med i, hvad der sker i verden. F.eks. udspiller et nyt kapitel i civilisationernes sammenstød sig pt. i Algeriet og i Mali.

Dertil vil jeg opfordre BE til at gå i gang med at studere de forskellige religioner for at forstå, at ”religiøse dogmer” ikke bare er religiøse dogmer. Der er nemlig forskel på næstekærlighed og sharia, og der er forskel på kristendommen og Koranen. Jeg tror, BE på baggrund at sådanne studier kunne komme frem til 2013 – og dermed føre en debat på et tidssvarende niveau.