Energiminister klar til lempelse af grøn elafgift

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) erkender, at energitunge virksomheder bliver ramt for hårdt af den grønne energipolitik.

Thomas Sand, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Sand, Berlingske Nyhedsbureau

Den grønne elafgift har nået et niveau, der kræver politisk handling, lyder den overraskende meldinger fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), der hidtil har afvist, at den grønne elafgifts himmelflugt, som i 2014 ventes at koste virksomheder og private elkunder tæt ved 6,4 milliarder kroner, udgør et problem. Det skriver Jyllands-Posten.

»Jeg kan sagtens se alvoren for de energiintensive virksomheder. Derfor er der brug for handling,« siger Rasmus Helveg Petersen til avisen.

Ministeren har derfor sendt Klima- og Energiministeriet og Energistyrelsen på overarbejde, så man får et præcist billede af, hvilke virksomheder og brancher der kæmper med stigende millionregninger fra den såkaldte PSO-afgift.

Rasmus Helveg Petersen afviser dog, at øvelsen er første skridt mod en afvikling af PSO-afgiften, ligesom energiaftalen ikke er til genforhandling.

»Men her er en effekt, som ingen ønsker. Derfor vil jeg nu tale med alle partierne bag den grønne omstilling,« siger han.

Udmeldingen vækker glæde hos Venstre, selv om partiet gerne ser en genforhandling af energiaftalen.

»Men vi venter med spænding på, hvordan ministeren vil finansiere rabatten til de energiintensive virksomheder. Det nytter ikke, hvis han bare vil fordele regningen på de øvrige virksomheder og elkunder. Der skal være tale om en reel lettelse i den grønne elafgift,« siger klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt (V), der peger på, at der nødvendigvis også skal være en rabat til private elkunder, som det kommende kvartal kan se frem til at betale 22,3 øre i PSO-afgift pr. kilowatt-time, hvilket er en historisk rekord og svarer til, at en typisk husstand årligt betaler godt 1.100 kr. i afgift alene for den grønne omstilling.

Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE), der tæller omkring 50 af Danmarks mest energiforbrugende virksomheder glæder sig først og fremmest over, at politikerne nu er klar til handling.

»Vi har hele tiden ment, at PSO-afgiftens niveau er vanvittig,« siger formand Steen Vohlander og peger på, at PSO-problemet i al sin enkelhed er, at det stiller virksomheder i kamp med udenlandske konkurrenter dårligere.

Rasmus Helveg Petersen varsler et hurtigt indgreb.

»Det er noget, vi skal have på plads hurtigt, fordi der er brancher, som er i klemme. Men jeg er ikke i panik, og vi skal også gøre det ordentligt,« siger Rasmus Helveg Petersen til Jyllands-Posten.