Enhedslisten: Antorini løber fra sit ansvar

Undervisningsministeren opfordrer de mange danske unge uden en praktikplads til at tage til Tyskland, hvor efterspørgslen på lærlinge er stor.

Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau Christian Nørgaard Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

Undervisningsminister Christine Antorini (S) løber fra sit ansvar ved at opfordre unge danskere uden en praktikplads til at tage til Tyskland.

Sådan lyder kritikken fra Enhedslisten, der i stedet vil have ministeren til at stille krav om lærepladser til de største danske virksomheder.

»Vi kan se, at det er de største virksomheder, som tager færrest lærlinge,« siger partiets undervisningsordfører, Rosa Lund (Ø), til Berlingske Nyhedsbureau.

»De virksomheder, som ikke tager imod lærlinge, skal betale mere ind til den fælles ordning, arbejdsgiverne har (Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, red.). Det skal kunne ses på deres bundlinje, når de ikke tager lærlinge, og på den måde stramme skruen om virksomhederne, så de ændrer praksis,« fortsætter hun.

Læs mere: Bopælen afgør om du får praktikplads

Rosa Lund har ikke noget konkret bud på, hvor meget ekstra virksomhederne skal betale, men vil diskutere det på de kommende forhandlinger om fremtidens erhvervsskoler senere på måneden.

Christine Antorini kalder det over for Avisen.dk en fantastisk chance for unge at drage til Tyskland, hvor virksomheder efterlyser 33.000 lærlinge.

»De får en læreplads, erfaring fra udlandet på CVet og en del af omkostningerne betalt. Ja, lærlingelønnen i Tyskland er lavere, men holdt op imod, at det kun er nogle måneder af et helt liv, så bør de gøre det,« siger undervisningsministeren til netavisen.

I Danmark mangler 12.000 unge danskere en læreplads for at gennemføre deres erhvervsuddannelse som eksempelvis tømrer, kok eller frisør.

Læs mere: Her er Antorinis plan for erhvervsskolerne