Enhedslisten foreslår at udskyde DONG-beslutning

Pensionskassernes tilbud om at investere i DONG får en positiv modtagelse i Enhedslisten, som vil have regeringen til at se nærmere på tilbuddet. Det vil Dansk Folkeparti også, hvis det er et »seriøst bud«.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Der er tid endnu til at tage stilling til, hvem der skal sprøjte penge i DONG Energy. Derfor bør politikerne ikke træffe en endelig beslutning allerede torsdag, men vente på de pensionsselskaber, som lørdag har meldt sig ind i kampen om DONG-salget.

Det mener Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen (Ø).

»Vi foreslår de andre partier i næste uge, at den endelige afgørelse udskydes,« siger Aaen.

Pensionsselskaberne vil sikre, at det danske energiselskab bliver på danske hænder, og selv om finansminister Bjarne Corydon (S) undrer sig over, at tilbuddet kommer så sent, er det langt fra for sent, konstaterer Frank Aaen.

»De tilbud, der ligger i dag, gælder frem til august. Det har jeg spurgt om og fundet frem til. Så der er masser af tid til at overveje, om der er noget, der er bedre. Jeg kan godt forstå, hvis pensionsselskaberne følte sig hældt ned ad i efteråret og først nu, hvor der kommer stor debat, præsenterer deres alternativ,« siger Enhedslistens finansordfører.

Også Dansk Folkeparti ser gerne, at DONG bliver på danske hænder. Det er »positivt«, at pensionskasserne kaster sig ind i kampen, mener finansordfører René Christensen. Men ligesom Corydon er han forundret over, at det sker så sent.

»Det kan undre lidt, at det kommer nu, men nogle gange er det det, der skal til. Det er jo otte milliarder kroner, der er tale om, hvilket er et stort beløb, men viser det sig, at man kan gå sammen og skaffe den her kapital på nogle gode vilkår, er der ingen tvivl om, at vi fra Dansk Folkepartis side vil se positivt på det,« siger han.