Enhedslisten: Noget »fjol« at hæve dopingstraf

Enhedslisten mener ikke, at det vil have nogen effekt, hvis strafferammen for dopingkriminalitet bliver hævet.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: LEONHARD FOEGER

Det er ikke en højere strafferamme, der er vejen frem, hvis man skal komme dopingkriminaliteten til livs.

Det mener Enhedslisten, efter regeringen har tænkt sig at hæve strafferammen for grov dopingkriminalitet fra to til seks år.

- Som udgangspunkt er det noget fjol at bekæmpe kriminalitet ved at hæve strafferammen. Vi ved, at det ikke nødvendigvis har en præventiv effekt. Man burde i højere grad se på, hvordan man opdager dem, der bruger doping, siger retsordfører Pernille Skipper (Ø).

En strafferamme på seks år vil give politiet flere beføjelser i kampen mod dopingkriminelle og vil blandt andet give dem mulighed for at aflytte organiserede kriminelle, der er mistænkt for at handle med doping. Men det vil ikke nødvendigvis hjælpe det helt store, mener Pernille Skipper.

- Dopingproblemer kommer først og fremmest af, at det præventive arbejde ikke er godt nok, at der er folk i vores land, som ikke har forstået, hvor farligt det er, og at der ikke er en særlig risiko for at blive opdaget som bagmand. Og det er ikke nødvendigvis en aflytning, der kommer til at ændre på det, siger Pernille Skipper.

Læs mere: Brian Mikkelsen glæder sig over doping-opstrammer

Retsordføreren undrer sig over, at forslaget nu kommer fra regeringen, da det egentlig kommer fra de borgerlige. Det gør dog ikke den tidligere konservative justitsminister Brian Mikkelsen (K) noget.

- Jeg er glad for, at regeringen har lyttet til mit forslag, siger den nuværende idrætsordfører, hvis forslag skal behandles i Folketinget i dag.

Selv om både regeringen og de Konservative er med på at indføre hårdere straffe til dopingkriminelle, så får det ikke Enhedslisten til at ændre holdning.

- Som jeg har forstået det, så har Rigsadvokaten sagt, at politiet ikke har behov for en større strafferamme, så det vil formentlig ikke have nogen effekt, siger Pernille Skipper.

Hun så hellere, at man lavede en oplysningskampagne, om hvor farligt det er at bruge doping.