Seneste nyt

Er sandheden racistisk?

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Vi må kunne gøre opmærksom på, at jødehad historisk har været en del af islam.

Jeg er lige kommet hjem fra en høring på Københavns Rådhus om jøders forhold i København. Jeg er rystet. Dybt rystet.

Almindelige borgere i forskellige aldre gik op og fortalte om deres oplevelser. Om fysiske overfald. Om at blive spyttet på. Om verbale overfald. Om systematisk chikane. En16-årig dreng havde været forfulgt i folkeskolen, og var blevet mødt med fornægtelse fra lærernes side og ønsket om at dysse problemet ned. Han endte med en depression. En 60- årig mand fortalte om en helt uproblematisk opvækst i Vanløse. Han og hans søster var de eneste jødiske børn på Vanløse skole, men der var aldrig problemer. Det kom senere. Nu kan han ikke gå med kalot i København. Og ingen jøde tør sætte sine børn i en folkeskole på Nørrebro. De fleste skjuler deres identitet, når de færdes i byen.

Den første mand, der indtog talerstolen efter velkomsten sagde: ”Jeg er blevet overfaldet 3 gange. Hver gang af arabiske muslimer. Der var ikke danskere involveret, og der er ikke danskere involveret i de overfald, jeg kender til. Det er et muslimsk, arabisk problem. Og jeg føler mig forrådt af det danske samfund ved den stiltiende accept af status quo”.

De efterfølgende kunne som han også for 95 % vedkommende pege på en gruppe bag chikanerierne: muslimske arabere.

De sidste 5 % er den venstreorienterede antisemitisme, der ser Israel som Nazi-Tysklands arvtager. En pige havde i en helt dansk skole været ude for, at drengene heilede af hende, når hun talte om Israel. Disse chikanerier holdt dog op, da hun fik lejlighed til at fortælle, hvordan det er at være jøde og blive lagt for had for ting, som man ikke har gjort. Det var en opbyggelig historie i alt det triste, at det her var lykkedes at få nogle dumme drenge til at forstå, hvor dumt og dårligt de opførte sig.

Denne historie inspirerede de politiske indlæg, der afsluttede høringen. Dialog og opdragelse. Der blev også peget på ”nultolerance overfor intolerance”, som det blev sagt. Tolerancen skulle gælde alle. Der var endda en, der understregede, at det var meget væsentligt at fastholde racisme-paragraffen (266b) for at undgå, at folk udpegede bestemte grupper som ansvarlige!

Dermed var de politiske indlæg på en måde lige så rystende som de jødiske vidners historier om overfald og fortielser.

Hvis man vil løse et problem, er man nødt til at forstå, hvad det går ud på. Hvis man vil forbedre jøders forhold, må vi kunne tale om, hvem det er, der udgør en trussel imod dem. Hvis det er en bestemt gruppe mennesker, må vi kunne tale om det uden at kalde det racisme.

Og vi må også kunne tale om de ideologiske og religiøse årsager til hadet; vi må kunne kritisere det koranbaserede jødehad. Vi må kunne gøre opmærksom på, at jødehad historisk har været en del af islam. At der er antijødiske udsagn i Koranen og eksempler på, at Muhammed har accepteret nedkæmpelse af jøder. Derfor er det ikke så sært, at de danske jøders historier om overfald, var historier om muslimske overfald.

Det er ubehageligt, at det er tilfældet. Men det er sandt. Må man ikke sige det? Er sandheden racistisk? Er det en overtrædelse af 266b at genfortælle de rystende historier fra dagens høring?