Erhvervslivet og V roser regeringen for at droppe lastbilafgift

Det vækker glæder hos Dansk Erhverv og Venstre, at regeringen har besluttet at droppe den planlagte kørselsafgift på lastbiler.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau
Afgiften på lastbilkørsel bliver ikke til noget. Foto: Linda Kastrup

Regeringen har som det første initiativ i den kommende konkurrenceevnepakke besluttet at droppe den planlagte kørselsafgift på lastbiler. Og det er sød musik for erhvervsorganisationen Dansk Erhvervsliv.

»Vi har i vores egen vækstpakke netop peget på den kommende kørselsafgift som en af de ting, der både hæmmer konkurrenceevnen og vil koste arbejdspladser. Derfor er vi meget tilfredse med, at regeringen nu spiller ud med det som et af elementerne i den kommende konkurrenceevnepakke. På den baggrund kan man vel godt tillade sig at sige, at det kører godt for regeringen,« siger direktør i Dansk Erhverv Christian T. Ingemann.

Han understreger, at ud over at kørselsafgiften kunne blive en stor omkostning for erhvervslivet, så var den også meget byrdefuld at administrere.

»Kørselsafgiften skulle skaffe et større millionbeløb til statskassen, men ud over den omkostning, det ville betyde bredt for erhvervslivet, så ville selve administrationen af ordningen også have været meget byrdefuld for både staten og erhvervslivet. Derfor er regeringen også kommet til den eneste rigtige beslutning ved at droppe ordningen helt,« siger Christian T. Ingemann.

Også i oppositionspartiet Venstre er man positiv over for regeringens initiativ.

»Vi har længe ment, at det var forkert at indføre denne her afgift, så vi synes, det er godt at opleve, at regeringen har lyttet til den massive kritik, der har været. Vi skal ikke have flere byrder på dansk erhvervsliv,« fastslår Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V), over for Berlingske Nyhedsbureau.

Både han og kollegaen erhvervsskatteordfører Mads Rørvig (V) understreger dog, at Venstre kræver en garanti fra regeringen om et byrdestop på erhvervslivet frem mod næste valg.

»Vi er glade for, at regeringen er kommet til fornuft på lige præcis det her punkt. Men det er jo så nu, at vi skal have en garanti fra regeringen om, at man ikke vil sætte afgiften op igen. Derfor vil vi have håndslag på et byrdestop på erhvervslivet frem mod næste valg, så man ikke bare med den ene hånd laver en lettelse her, men så senere hæver en anden afgift måske inden for det samme erhverv sammen med Enhedslisten,« siger Mads Rørvig til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi er optaget af at holde danske arbejdspladser i Danmark. Hvis denne her afgift blev indført, ville det sende arbejdspladser ud af landet,« tilføjer han.

Efter planen skulle afgiften træde i kraft i begyndelsen af 2015 og give et årligt provenu på mellem to og tre milliarder kroner. Men ifølge oplysninger til Radio24syv drejer det reelle finansieringsbehov - de penge, som regeringen her og nu må ud at finde i forhold til finansieringen af konkurrencepakken - sig om knap 800 millioner kroner.

»Vi har vurderet i regeringen, at der ikke er noget rimeligt forhold mellem omkostningerne til at opkræve den her kørselsafgift og det provenu, man får ud af det. Og da det samtidig vil virke belastende for erhvervslivet - specielt i den ydre del af Danmark - så synes vi ikke, at det er klogt at indføre denne her afgift,« siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF) til Radio24syv.