Et lunkent partnerskab? | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Et lunkent partnerskab?

Karsten Jakob Møller: Den nuværende russiske politiske og økonomiske elite er dybest set anti-vestlig og vender sig i stigende grad mod Kina og Asien, i øvrigt i takt med, at også USA retter sin primære strategiske interesse mod dette område. I russisk optik er EU stadig en vigtig økonomisk partner, men en partner præget af recession og dyb økonomisk krise samt af politisk uenighed om den strategiske retning.

Karsten Jakob Møller, Senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
Karsten Jakob Møller, Senioranalytiker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

I begyndelsen af juni afholdes det 29. topmøde mellem Rusland og EU. Et stabilt politisk og økonomisk forhold mellem de to parter er en vigtig faktor for stabiliteten i Europa. De to parter er dybt økonomisk afhængige af hinanden, Rusland er EUs tredjestørste handelspartner og EU er Ruslands største eksportmarked. Det burde derfor være et vigtigt møde.

Når det så alligevel ikke bliver et specielt vigtigt møde, skyldes det grundlæggende, at ingen af de to parter anser den anden part for at have topprioritet.

EU har rigeligt at gøre med at inddæmme og forsøge at løse den økonomiske krise, der truer eurozonen på livet. Dertil kommer, at EU i langt højere grad har opmærksomheden rettet mod udviklingen i Mellemøsten og Afghanistan. Man har ikke kræfter til også at engagere sig yderligere med Rusland. Også den tidligere så store interesse for de østeuropæiske lande, Hviderusland, Moldova og Ukraine, er sat på standby. Diktaturet i Hviderusland ved man dybest set ikke rigtigt, hvordan man skal håndtere, Moldovas uløste problem med Transnistrien gør det til en vanskelig sag og det demokratiske tilbagesag i Ukraine, først og fremmest de politiske fængselsdomme til Julia Timosjenko og Jurij Lutsenko, har sat yderligere samarbejde på standby. EUs European Neighbourhood Policy fra 2004 og ikke mindst Eastern Partnership (EaP) fra 2009, der foruden de tre ovennævnte lande omfatter Armenien, Aserbajdsjan og Georgien, vakte betydelig bekymring i Moskva. Formålet er at knytte disse lande til et tættere politisk og økonomisk samarbejde med EU og blev i Moskva betragtet som endnu et vestligt forsøg på at trænge ind i det, som Rusland betragter som sin privilegerede indflydelsessfære. Der foregår derfor en rivalisering om de ’fælles naboer’. Den har både en sikkerhedspolitisk og en økonomisk dimension, hvor den økonomiske er den klart dominerende. Der er i virkeligheden tale om to konkurrerende integrationsprojekter.

EU vil ikke stille et egentligt medlemskab i udsigt, men tilbyder associeringsaftaler og Deep Comprehensive Free Trade Agreements (DCFTA). Sådanne aftaler blev i 2011 forhandlet på plads med Ukraine og skulle have været underskrevet ved EU-Ukraine topmødet i december sidste år, men blev sat på standby pga. fængslingen af Julia Timosjenko. Der forhandles stadig med Moldova. Rusland tilbyder en Toldunion, Customs Union, Single Economic Space(SES) og en Eurasisk Union. Toldunionen, der består af Hviderusland, Kasakhstan og Rusland, trådte i kraft i 2011 og SES træder i kraft i år, og tillige en ny frihandelstraktat for SNG, Fællesskabet af Uafhængige stater. Den Eurasiske Union eksisterer ikke, men er vel nærmest en vision, som Vladimir Putin offentliggjorde i en større artikel i dagbladet Izvestiya 3. oktober sidste år.

Man skal i denne sammenhæng forstå, at den russiske politiske og økonomiske elite ser med stigende bekymring på den fortsatte fragmentering af det post-sovjetiske rum

Putin forestiller sig, at den Eurasiske Union kommer til at bestå af de tidligere Sovjetrepublikker (dog næppe de tre baltiske) og med tiden udvikler sig til et magtfuldt supranationalt organ, som skal danne en effektiv bro mellem Europa og den dynamiske asiatiske Stillehavsregion. Alle lande er i princippet velkomne, idet dog SNG-landene har første prioritet. For at imødegå mistanken om, at Putin i virkeligheden ønsker at genskabe det sovjetiske imperium under en eller anden form, understreger han: »Det er naivt at forsøge at genskabe eller kopiere haver, der allerede er efterladt i fortiden, men en tæt integration baseret på en ny politisk, økonomisk og værdimæssig basis er et af tidens krav.« Og han fortsætter: »Unionen vil blive en del af et større Europa med fælles frihed, demokrati og markedsøkonomi som det fælles værdigrundlag.« Der skal oprettes et frihandelsområde mellem den Eurasiske Union og den Europæiske Union, et frihandelsområde, der strækker sig fra Lissabon til Vladivostok. I artiklen understreger Putin, at den Eurasiske Union kunne få afgørende betydning for styrkelsen af den globale økonomi, idet processen, der skal skabe efter-krise modeller for globaludvikling, kun skrider frem med besvær.

Man kan vælge at se på Putins vision fra flere synsvinkler. Den blev lanceret som en del af optakten til den russiske valgkamp såvel valget til statsdumaen i december sidste år som præsidentvalget den 5. marts i år. Den spiller i et vist omfang på ’Sovjet-nostalgi’, ikke det kommunistiske systems sammenbrud, men det sovjetiske imperiums kollaps, som mange russere har svært ved at affinde sig med. Det er altid svært at være et forhenværende imperium, se blot til Storbritannien og Frankrig. Derfor har visionen en betydelig vælgerappel. Imidlertid skal man gøre sig klart, at Putin er pragmatiker. Han ved godt, at dette bliver en mere end vanskelig proces, hvis den overhovedet kan lykkes.

Man skal i denne sammenhæng forstå, at den russiske politiske og økonomiske elite ser med stigende bekymring på den fortsatte fragmentering af det post-sovjetiske rum og på den manglende effektivitet og gennemslagskraft af de organisationer, der dannedes i årene efter Sovjetunionens sammenbrud. De tidligere sovjetrepublikker har stærkt divergerende interesser og frem for alt ønsker de ikke at komme under et nyt russisk overherredømme. Moskva er en vigtig allieret, ikke mindst af økonomiske grunde, men den skal holdes på arms afstand. Rusland føler sig udsat for en hård konkurrence i forbindelse med EU´s Eastern Partnership initiativer i rammen af European Neighbourhood Policy over for Hviderusland, Moldova, Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Men dertil kommer, ikke at forglemme, Kinas økonomiske og finansielle ekspansion i Centralasien, som er massiv i disse år. I det hele taget er situationen i Centralasien årsag til betydelig bekymring både i Moskva og Beijing i lyset af NATOs exodus fra Afghanistan i 2014.EU lancerede som nævnt the Eastern Partnership initiativ i 2009, og der er ingen tvivl om, at det fik Rusland til at sætte gang i gennemførelsen af Customs Union og Single Economic Space. 17 delaftaler trådte i den forbindelse i kraft pr. 1. januar i år og en Eurasisk Økonomisk Kommission med forbavsende vide beføjelser varetager fra 1. februar arbejdet med at implementere og supervisere vedtagelserne.

Det overordnede mål er en gradvis udvikling af et sammenhængende økonomisk rum, der åbner for fri bevægelse af varer, tjenesteydelser, arbejde og kapital. Men man aner naturligvis et overordnet politisk mål: En EU-lignende union. Man kan også udtrykke det på den måde, at det nok så meget drejer sig om at levere et alternativ til EUs tilbud om associeringsaftaler og DCFTA. Men der skal ikke herske tvivl om, at det først og fremmest drejer sig om at vinde »den ypperste pris«: Ukraine, som har associeringsaftale og DCFTA inden for rækkevidde, men som på grund af de politiske fængslinger er lagt på is af EU, hvilket har ført til et massivt russisk pres for af få Ukraine til at tilslutte sig Customs Union og SES. Lokkemidlet er markant lavere energipriser.

Putins vision gennemføres næppe, men de russiske bestræbelser for at konsolidere og udbygge sin position i »Det nære udland« er blevet intensiveret. Man skal tillige holde sig for øje, at den nuværende russiske politiske og økonomiske elite dybest set er anti-vestlig og i stigende grad vender sig mod Kina og Asien, i øvrigt i takt med, at også USA retter sin primære strategiske interesse mod dette område. I russisk optik er EU stadig en vigtig økonomisk partner, men en partner præget af recession og dyb økonomisk krise samt af politisk uenighed om den strategiske retning. Rusland er derfor, forståeligt nok, i færd med at sondere de øvrige strategiske ’vektorer’. Derfor må vi nok konkludere, at det 29. topmøde mellem EU og Rusland næppe bliver epokegørende, men snarere en ren formalitet.

Tophistorier Gå til forsiden