Et nyt EU-memorandum?

Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Europakollegiet i Brügge var i ugens løb genstand for megen opmærksomhed – i hvert fald i Danmark. Modsat premierminister Thatchers og Merkels store europapolitiske taler på kollegiet gav statsminister Helle Thorning Schmidts tale ikke genlyd i resten af Europa. Dertil var slagnummeret om, at vi nu står over for et Europa i flere hastigheder mildest talt ”yesterday’s news” i resten af Unionen. Men i en dansk kontekst var det afgørende, at statsministeren så klart sagde, at euro-landene nu vil tage et spring fremad, og at det får mærkbare konsekvenser for Danmark. Hermed er der sat punktum for måneders skyggeboksning, hvor regeringen har afvist, at der kom en ny traktat, mens VK har argumenteret for, at ikke mindst tyskerne allerede er i fuld sving med traktatforberedelser. Så sent som i fredags fremførte udenrigsminister Villy Søvndal, at regeringen - i modsætning til Venstre – er lukket over for tanken om en ny traktat for at redde euroen.

Nu hvor skyggeboksningen er afblæst, kan vi komme i gang med en reel diskussion om, hvor Danmark skal placere sig i de uhyre vigtige forhandlinger, der kommer. Skal vi fortsat gå efter at være potentielt A-land, eller skal vi snarere søge en mindre indflydelsesrig position som B-land, om man vil? Skal vi for eksempel være med i dele af den foreslåede bamkunion, men ikke i andre? Og hvilke grænser sætter vores euroforbehold i den sammenhæng?

Situationen minder i høj grad om perioden efter Berlin-murens fald, hvor Danmark også blev aftvunget nogle klare svar. Dengang udarbejdede VK-regeringen, sammen med de EU-konstruktive partier i oppositionen, et fælles EU-memorandum med specifikke danske prioriteter. Når køreplanen for de kommende EU-forhandlinger ligger klar – med al sandsynlighed på topmødet i december – vil det være oplagt, at regeringen vælger en tilsvarende fremgangsmåde.

Umiddelbart er der tre emner, der presser sig på. For det første kunne partierne videreudvikle de principper om fleksibel integration, som statsministeren fremlagde i Brügge. Uanset om Danmark på sigt kommer til at placere sig inden eller uden for kernen, har vi en markant interesse i, at kernen forbliver åben, dvs. at ikke-eurolande senere kan tilslutte sig, og at der ikke udvikler sig konkurrerende institutioner, såsom et separat Euro-parlament for eurolandene. Det skyldes ikke alene, at Danmark hermed får mulighed for at tilslutte sig på et senere tidspunkt, men også at EU’s problemer og udfordringer helt grundlæggende kræver, at EU27 i størst muligt omfang holder sammen. Hvordan skal EU f.eks. klare sig igennem den økonomiske krise, hvis det indre marked pludselig splittes op i diverse ”undermarkeder”? Og hvordan skal EU give de nye stærke økonomier med-og modspil, hvis der pludselig er flere ”Europa’er”? Kort sagt: det er i Danmarks interesse, at et forstærket eurosamarbejde på længere sigt ikke erstatter EU-samarbejdet mellem alle 27 medlemslande.

For det andet kunne memorandumet indeholde konkrete indspil til, hvordan vi fra dansk side mener, at samarbejdet skal udvikle sig. I det senere år har dansk europapolitik i høj grad været et spørgsmål om at afvente de andre landes diverse udspil. Tag bare det danske EU-formandskab, der var renset for selvstændige danske initiativer. En oplagt mulighed ville her være den kommende diskussion om demokratisk legitimitet. Når nu eurolandene afgiver øget kompetence til EU, hvordan sikrer man så samtidigt, at den demokratiske legitimitet styrkes? Størstedelen af debatten drejer sig her om en styrkelse af Europa-Parlamentet, men mon ikke vi i fællesskab kunne udvikle konkrete ideer til, hvordan de nationale parlamenter også inddrages på en ny måde?

Endelig bør partierne i et memorandum forpligte sig til at trække debatten hjemover. Ganske tankevækkede holdt statsministeren talen tæt på Bruxelles og ikke herhemme. Men hvis partier, der fortsat argumenterer for, at Danmark på sigt skal placere sig tættere på kernen af samarbejdet rent faktisk skal kunne omsætte dette i praksis, haster det med en mere aktiv Europadebat. Eller udtrykt skarpere: hvis vi udsætter al diskussion om, hvorvidt Danmark skal deltage i kernen af samarbejdet til vi har en ny samlet traktat, vil svaret været givet på forhånd. For hvorfor skulle vælgerne pludselig sige ja til en ny traktat, hvis de hele tiden har fået at vide, at den skam kun skulle gælde eurolandene? Kort sagt: vi har brug for at skabe et rum, hvor vi løbende kan diskutere de forskellige initiativers fordele og ulemper for EU og Danmark - uden at nogen naturligvis skal forpligte sig til at sige ja, før de har set en samlet ny eurokonstruktion.

Et fælles memorandum er naturligvis ikke noget vidundermiddel, men det vil dog være et startskud til, at alle forholder sig til Danmarks kommende placering i, hvad der bliver fremtidens Europa. Andre – og bedre - ideer modtages naturligvis med interesse.

Et nyt EU-memorandum?