Facebook: »Undskyld, Pia«

Pia Kjærsgaard har modtaget en undskyldning fra Facebook, efter at politikerens Facebook-side blev lukket i et døgn, fordi hun kaldte statsministeren for »dum og naiv«.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: NIels Ahlmann Olesen

Facebook siger nu undskyld til Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard (DF).

Samtidig beklager det sociale medie, at Pia Kjærsgaards Facebook-profil blev lukket onsdag, fordi hun havde kaldt Helle Thorning-Schmidt for »dum og naiv«.

- Ingen er perfekte. Det skal Facebook være de første til at indrømme. Vi træf en forkert beslutning i denne her sag. Det er vi meget kede af, og det har Pia Kjærsgaard og hendes folk fået at vide, siger den ansvarlige for Facebook i Danmark, Thomas Myrup Kristensen, til DR Nyheder.

- I en offentlig debat mener vi, at der skal være vide grænser for, hvad man kan tillade sig. Man kan ikke komme med hadefuld tale mod personer, men at kalde folk for dumme og naive - specielt når der er tale om offentlige personer - er inden for grænsen af, hvad vi kalder tilladeligt, siger Thomas Myrup Kristensen.

Læs mere: Facebook: En bommert kan følge dig resten af livet

Han kalder det en fejl, at Facebooks personale valgte at skride til 24 timers lukning af politikerens side på Facebook.

- Denne her slags henvendelser fra brugerne bliver håndteret af mennesker, som er ansat af Facebook eller et firma, som er ansat til at hjælpe os. I Dublin sidder der specialuddannet personale, der har taget sig af denne sag. De forstår det skandinaviske sprog, men har truffet en forkert beslutning her, forklarer Thomas Myrup Kristensen ifølge dr.dk.

Læs mere: Brugere protesterer skarpt mod Facebook-ændringer

Pia Kjærsgaard har straks kvitteret for genåbningen med et »Dumt gjort, Facebook - velkommen tilbage til min Facebookside«.

Kjærsgaard gentager derefter, hvad hun skrev forleden, og som var årsag til, at siden blev lukket ned.

»... Og så tager vi den lige en gang til: Statsministeren er bare for dum og naiv.«

Sådan skriver Pia Kjærsgaard i forbindelse med, at statsministeren ikke kunne gå ind for at opgradere det danske toldvæsen som følge af den dramatiske politiaktion ved Aalbæk Havn.