Fagbevægelsen varsler sag mod regeringen

LO melder sig klar til at føre sag, hvis regeringen blåstempler den stærkt omdiskuterede lov, der åbner for billig kinesisk arbejdskraft i Grønland.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

Det forventes, at den danske regering vil blåstemple den såkaldte storskalalov, der tillader tusindvis af kinesiske arbejdere at komme til Grønland og anlægge jernminer på kinesiske overenskomster, via en særlov i Folketinget. Sker det, kan regeringen dog se frem til en sag i FNs Arbejdsorganisation (ILO), skriver Politiken.

- Dette her er fuldstændig uacceptabelt. Hvis særloven bliver virkelighed, vil der blive anlagt en sag mod regeringen. Det er jeg ikke i tvivl om. Vi vil ikke bare sidde og kigge på det her, siger formanden for fagforbundet 3F, Poul Erik Skov Christensen, til avisen. Han vurderer, at loven bryder med de internationale konventioner om retten til frie forhandlinger

- Nu skal vi have klargjort, om der sker overtrædelser af konventionerne. Og så vil muligheden være at anlægge en sag mod den danske regering, siger næstformand for LO Lizette Risgaard til Politiken.

Flere jurister vurderer over for avisen, at fagbevægelsen har en god sag.

- Jeg mener klart, at denne lov bryder med konventionerne. Det er vigtigt, at vi har et arbejdsmarked, hvor parterne selv kan forhandle. Men her griber man direkte ind i den ret. Det ser ILO meget strengt på, siger advokat med speciale i arbejdsret og Grønland Henrik Karl Nielsen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har tidligere henvist til, at storskalaloven er grønlændernes eget ansvar, men det argument holder ikke, mener Henrik Karl Nielsen.

- Danmark har forpligtet sig til at overholde reglerne. Hvad enten det sker i Grønland, Færøerne eller herhjemme. Det er Danmark, der får påtalen. Så en opfordring til de lovgivere, som skal blåstemple dette her: Tænk jer om en ekstra gang. Ellers kan I rode jer ud i problemer, siger han til Politiken.