Fagre nye Danmark

Marie Krarup
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Erfaringen viser, at en totalitær stat afskaffer familiens frihed til selv at opdrage sine børn. Ellers er det ikke til at kontrollere folks holdninger. Børnene risikerer nemlig at blive selvstændige og dermed måske rebelske voksne mennesker. Vi har set det i Nazityskland og Sovjetunionen, der har det skræmmende litterære forbillede i romanen ”Fagre nye verden”.

Men er vi virkelig slået ind på samme bane i Danmark?

I denne uge deltog jeg i en høring om daginstitutioner, som Børne – og Undervisningsudvalget havde indkaldt til. Forskellige eksperter delte ud af deres viden om småbørns-psykologi og institutionernes funktioner. Jeg lærte flere ting i løbet af dagen:

  • man anslår, at ud af de udepassede børn i Danmark (dvs. 92,8 % af børn fra 0-2 år og 97,3 % af børn fra 3-5 år) er der ca. 20 %, der ikke trives
  • ifølge eksperter kan et barn ikke trives uden kærlighed. Barnet skal føle sig set og forstået for at kunne inkluderes i tilværelsen omkring barnet. For at gøre det, skal man finde ind til barnet i hvert møde i løbet af kort tid – 3 sekunder fik vi at vide. Det er det, som mødre er så gode til. De kan se, føle, mærke og tage hånd om deres eget barn.
  • eksperter anslår, at investeringer i små børn giver bedre afkast end investeringer i større børn eller voksne. Hvis et lille barn trives, vil det sandsynligvis også trives som stort barn. Børns fremtid formes kort sagt i vuggestuerne

Efter disse ekspert-bidrag var det meningen, at forsamlingen, der alle på en eller anden måde arbejdede med børneinstitutioner, skulle komme med praktiske forslag til forbedringer, der kunne bruges i hverdagen.

Det blev foreslået at ansætte flere pædagoger og øge normeringerne, at uddanne pædagoger bedre, at efteruddanne pædagoger bedre og at uddanne institutionslederne bedre. Det blev også foreslået at inddrage forældrene i arbejdet med børnene i institutionerne. For forældrene er jo oftest en ressource og ikke en forhindring, som det blev sagt! Der kom sågar et forslag om, at børn ved fødslen skal indskrives i institutionen og så tilvænnes til den hurtigst muligt, så barnet undgår oplevelsen af todeling af tilværelsen, når det for alvor optages i vuggestuen. Her var der, at nogen burde skrige STOP meget højt. For her er der jo tale om i praksis at ophæve hjemmet. Her er vi på vej ind i ”Fagre nye verden”. Men måske bør vi bare konstatere, at vi allerede er der, og der ikke er nogen, der klager over det. Stik modsat arbejdede alle på konferencen flittigt på at statsliggøre børnelivet mere og mere. Der kom ikke et forslag om det modsatte.

Regeringen har klart vist vejen – det tidligere Undervisningsministerium hedder nu Børne – og Undervisningsministeriet. Det skal nemlig beskæftige sig med børn ”fra ble til Ph. d”, som det så fikst blev formuleret. Staten lægger altså sin kærlighedsløse, klamme hånd på hele dit barns liv.

Men hvad hvis de 20 %, der mistrives, mistrives fordi de ikke er sammen med en kærlig mor, der kan se, føle og mærke dem? Hvad hvis det var det, der kunne hjælpe dem i gang?

Der var ingen der stillede den slags spørgsmål på dagens høring. Er det et spørgsmål, der ikke længere kan stilles? Er det en tanke, der ikke kan tænkes? Er vi for længst blevet totalitære og ude af stand til at tro på, at en mor kan passe sit eget barn? Er hjernevasken lykkedes? Lever vi i ”Fagre nye Danmark”?

Kommentarer

Et nødvendigt opgør med utilitarismen

Referencen til Huxleys dystopiske fremtidsroman "Fagre nye verden" fra 1932 er yderst velvalgt for vi er ved at havne i den værste af alle mulige verdener - netop en dystopisk verden, det modsatte af en utopisk verden - en verden som umuligt kan eksistere.

Fagre nye verden beskriver hvad der sker når liberalismens filosofisk-etiske fundament - det utilataristiske princip - gennemføres til sin yderste konsekvens som universel universel norm.

Det utilitaristiske princip hævder, at man bør handle således, at man opnår den størst mulige ønske-opfyldelse alt taget i betragtning. Som følge af sammenhængen mellem at få opfyldt sine ønsker og at være lykkelig kan det utilitaristiske princip udtrykkes således, at målet for den etiske handling er den størst mulige lykke alt taget i betragtning.

Utilitarismen har også sat sit fingeraftryk på den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776, der gør retten til at stræbe efter lykken til en umistelig menneskerettighed, nævnt efter retten til liv og frihed. Hvis enhver blot vil søge sin egen lykke uden indblanding fra en formynderisk stat, der mener at vide hvad lykken er for alle, så er problemet til at overse.

Når det kommer til begrundelsen for det utilitaristiske princips gyldighed så løber de klassiske utilitarister ind i problemer. Hos Mill hedder det, at "det eneste bevis, der kan gives for, at noget er ønskværdigt, er, at folk faktisk ønsker det." Det betyder konkret, at "der kan ikke gives nogen anden grund til, at den almene lykke er ønskværdig, end den, at enhver person, så vidt han tror den opnåelig, ønsker sin egen lykke." Da Mill umiddelbart derefter hævder, at det er en kendsgerning, at ethvert menneske ønsker sin gen lykke, så har han - efter sin egen mening - ikke blot det bevis, som sagen tillader, men det bevis som overhovedet kan kræves, for at "lykke er et gode: at enhver persons lykke er et gode for den person selv, og at den almene lykke derfor er et gode for den samlede mængde af personer." Og Mill synes så yderligere at mene, at det er et bevis for selve det utilitaristiske princip.

I den tankegang er der i hvert fald to problemer. Det ene drejer sig om overgangen fra det, som ønskes, til det ønskværdige (som bør ønskes). Og det andet drejer sig om, hvorledes man ikke blot kommer fra det, at den enkeltes lykke er ønskværdig (et gode) for vedkommende selv, til det, at den almene lykke er ønskværdig for samlingen af alle individer, men også til det, at den almene lykke er ønskværdig for den enkelte - og mere ønskværdig end hans egen lykke. Hvis man ikke får det sidste trin med, så er der ingen endegyldig logisk tvang i Mills udledning af det utilitaristiske princip. Og det er ikke for mig muligt at se, at Mill har det trin med.

I Fagre nye verden er alle lykkelige, eller de tror i det mindste at de er det. Romanen åbner med et besøg på et laboratorium, hvor mennesker fremstilles på samlebånd og via genteknologien opdeles i et sindrigt klassesystem. Den kloge elite, alphaer, de mellem-intelligente betaer, og så underklassen, epsiloner, som udfører det hårde manuelle arbejde.

Fostrene bliver fra starten via impulser disponeret mod læsning af bøger og kærlighed til naturen. Monogami er ildeset - følelsesmæssigt at binde sig til ét menneske betragtes som unaturligt. I stedet opfordres der til fri sex med så mange partnere som muligt. Ingen føder mere børn på den naturlige måde, familierne er afskaffet. Sorg, bedrøvelse og alle andre kedelige følelser skubbes af vejen med en slags forfinet lykkepille kaldet Soma, som sender folk i drømmeland.

Underholdningsindustrien udfylder tomrummet med følefilm - bemærk - ikke film, der får dig til tænke eller analysere, men blot opleve dejlige følelser hele tiden. Individualiteten er udvisket og folk er reduceret til driftsfikserede zombier, historieløse, uden interesse for bøger, filosofi, religion, poesi eller kunst.

Alt er af verdensherskerne designet for at sikre den højeste lykkefølelse og bevare den sociale stabilitet. Som verdensherskeren Mustafa Mond koldt reflekterer:

- Verden er stabiliseret nu. Folk er lykkelige. De får, hvad de ønsker, og de ønsker aldrig, hvad de ikke kan få. De har det godt; de er betrygget; de fejler aldrig noget; de er velsignet uvidende om lidenskab og alderdom; de er befriet for forældre-plagen. Og hvis der alligevel er noget, som går dem imod, så er der soma, forklarer herskeren koldt.

Vores samfund bevæger sig hastigt imod Huxleys skrækvision. Bioteknologien er endnu i sin barndom - hvordan bliver samfundet, når vi oplever den i fuldt flor? For ønsker vi dybest set ikke lykkefølelse, underholdning, tryghed, et langt liv uden sorg og lidelser, sikker-sex-uden-forpligtelser?

Genetisk screening bliver allerede brugt af rige ægtepar i lande som Kina og Indien for at sikre sig det eftertragtede drengebarn. Vores soma hedder nu lykkepiller, vi falder alle på halen over de seneste teknologiske landvindinger og er fascineret af internettet, som kobler os alle sammen. Fritiden går med pc-spil, alverdens tv-kanaler og film i lange baner. Vi ønsker at fjerne alle tegn på alderdom med botox og kunstige læber, og have døden i armslængde ved at flytte de udslidte til plejehjem.

Selv om vi endnu ikke er helt befriet fra "forældre-plagen" og familien endnu ikke helt dekonstrueret, så er det i den retning samfundet bevæger sig. Der er ikke langt fra et barn med fire fædre til et reagensglasbarn helt uden forældre, som opdrages af staten for at vi alle kan opnå den størst mulige lykke.

At tage lidelsen og ansvarligheden ud af livet er i egentlig forstand umenneskeligt og moralsk forkasteligt. Deri har Marie Krarup ret.

Science Fiction, filosofi og ideologier.

Ser man på kommentarerne til udviklingen kan man få den tanke, at der findes anden relevant Science Fiction end Huxleys "Fagre nye Verden" med de pneumatiske kvinder. Eksempelvis Jevgeniv Zamjatins "Vi" og M.K. Josephs "Hullet i Nullet".

Hjernevask à lá Marie Krarup

Så fik man den fra Marie Krarup. Altså påstået totalitærstat og hjenevask i lille Danmark. Og altsammen blot fordi at de svigefulde forældre meget gerne vil have de kære poder i daginstitutioner, og de samtidig ønsker bedre forhold og personalenormeringer, fremfor årlige besparelser og fyringer.

Jeg vover at påstå, at Krarups vilde postulater, meget mere skyldes hendes personlige og aldeles forvrængede holdninger til børneopvækst og familiestruktur pr. 2012. Og vil kraftigt anbefale, at hun gør sig bare lidt umage med at tilegne sig viden om de mange positive ting som børn oplever i daginstitutionerne, fremfor at gøre os alle til hjenevaskede idioter...

Hjernevask

Det er vist dig, der er hjernevasket.

Forældre vælger dagsinstitutioner fordi de ikke har råd til andet.

Krarup fremlægger fakta, men du er så blottet for fornuft og indsigt om tingenes sande tilstand, at du nægter at vedkende dig disse, fordi du er lige så arrogant og ignorant, som Ritt Bjerregaard, som forlangte, at hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.

Det virker det som om, du er mere optaget af at bevare et system, der har enorme ulemper for, at tilfredsstille egen ideologiske ideer, frem for at se på det vigtigste spørgsmål: hvad er bedst for de små?

Det fantastiske ved mødre er deres evne til at skræddersye omsorg og kærlighed til det enkelte barn, som det system du kæmper for at bevare ikke kan. Du lever med et feminiseret og fascistisk verdenssyn, hvor der ikke er plads til anderledes tænkende.

Det er dig der er idioten og Gud bevare Danmark, fordi hvis der findes mange flere af din slags er vi seriøst på røven.

Det er meget fint men

Har du et konkret forslag til en løsning? Og hvad med de 80 %, der klarer sig godt og trives?

Stupiditetens apoteose

Der er ganske rigtigt 15-20% af danske børn, der af forskellige årsager ikke får en optimal opvækst. Børn har et tilknytningssystem og forældre har - eller burde have et omsorgssystem, men det har alle desværre ikke, og her ville øjeblikkelig bortadoption være den bedste løsning for barnet. Alternativt vil det være nødvendigt med professionelle, som kan kompensere for disse forældres manglende forældreevner - men det er meget svært at erstatte manglende forældreomsorg. De børn, hvis forældre har et velfungerende omsorgssystem, har, viser undersøgelse efter undersøgelse, virkelig stor gavn af kvalitetsinstitutioners tilbud; de klarer sig simpelthen bedre end børn, der går hjemme hos mor. Dygtige pædagoger, lærere og andre børn er en guldgrube for et barns udvikling; men det forudsætter glade og tilfredse forældre, der kan give kærlighed, tryghed og stimulation. Forældre, der arbejder og er glade for det, får disse kompetencer. Forældre, der går hjemme, mister dem let. Hvor er det ærgerligt, at veluddannede mennesker forlader sig på fædrenes holdninger - jeg husker tydeligt, da Søren Krarup argumenterede for forældres ret til at slå børn - i kærlighedens navn. Hvor er det ynkeligt.

Venligst henvise

Henvis venligst til de undersøgelser, for jeg tror ikke et øjeblik på det, så snart der er korrigeret for sociale baggrund og arv.

Had føder had; kærlighed føder kærlighed.

Et barn, som kritiseres, lærer at fordømme.
Et barn, som får klø, lærer at slås.
Et barn, som hånes, bliver genert.
Et barn, som udsættes for ironi, får dårlig samvittighed.
Men et barn, som opmuntres, lærer selvtillid.
Et barn, som mødes med tolerance, lærer tålmodighed.
Et barn, som får ros, lærer at påskønne.
Et barn, som oplever fair play, lærer retfærdighed.
Et barn, som som oplever venskab, lærer venlighed.
Et barn, som oplever tryghed, bliver tillidsfuld.
Et barn, som er og føler sig elsket og får knus, lærer at føle og vise kærlighed.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden