Familie til psykisk syg flygtning kan blive i Danmark

Justitsministeriet har underkendt Udlændingestyrelsens beslutning om at udvise en mor og to brødre til en psykisk syg, retarderet og krigstraumatiseret ung flygtning fra Afghanistan.

Farhad Rezae. Foto: Thomas Lekfeldt

Det var ikke korrekt at udvise moderen og to brødre til en psykisk syg og svært udviklingshæmmet flygtning, som er dybt afhængig af samværet med sin familie samt daglig behandling her i Danmark.

Det fastslår Justitsministeriet og ændrer dermed Udlændingestyrelsens afgørelse fra november. Flygtningen er den 25-årige Farhad Rezae fra Afghanistan. Han er så udviklingshæmmet, at han mentalt svarer til et lille barn, og på grund af sine alvorlige psykiske lidelser fik han humanitært ophold i Danmark i august, efter at være kommet hertil i 2008.

Farhad Rezae er ikke i stand til at klare sig selv, og er derfor under døgnovervågning af særligt personale i den specialinstitution, hvor han bor. To gange dagligt modtager han behandling for sin psykiske sygdom.

Ifølge læger og psykiatere er han dybt afhængig af regelmæssig kontakt til sin familie - særligt til sin mor, Pari Rahimi, som han har et »nærmest symbiotisk« forhold til. Alligevel blev moderen og de to yngre brødre i november nægtet ophold i Danmark og bedt om at forlade landet med det samme. Udlændingestyrelsens beslutning var truffet ud fra et skøn om, at der ikke fandtes »helt særlig tilknytning« mellem familien og den udviklingshæmmede Farhad Rezae.

- Det forhold, at Farhad Rezae har en psykiatrisk diagnose, at han er retarderet i middelsvær grad, og at han er ude af stand til at klare sig selv, kan ikke i sig selv føre til, at du meddeles opholdstilladelse, skrev Udlændingestyrelsen i afslagene.

Men nu fastslår Justitsministeriet altså, at der er »ganske særlige grunde«, der taler for, at familien kan blive samlet i Danmark. Ministeriet har blandt andet lagt vægt på Farhad Rezaes handicap, hans nære forhold til sin mor og at familien boede sammen både i Afghanistan og i den første tid i Danmark.

Læs mere: Flygtninges skæbner afgøres af skøn

Udlændingestyrelsen var omvendt nået frem til, at familiens tilknytning ikke var specielt tæt, fordi Farhad Rezae nu bor på døgninstitutionen, mens den øvrige familie har adresse på Asylcenter Avnstrup ved Lejre.

Men det argument afviser Justitsministeriet. I afgørelsen understreges det, at årsagen til, at familien ikke længere bor sammen, alene er, at det har været nødvendigt at anbringe Farhad Rezae i behandling.

Endelig lægger ministeriet vægt på at:

- Farhad Rezae på grund af sit handicap altid vil befinde sig i en mental tilstand svarende til den tidlige barnealder, og at det derfor vil være særligt belastende for Farhad Rezae, hvis Pari Rahimi udsendes af landet.

På baggrund af Politiken og Berlingskes artikler om Farhad Rezae bad Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i sidste måned justitsministeren om svar på, hvad der helt præcist skal til, for at udlændingemyndighederne mener, at der findes en »helt særlig tilknytning« mellem en mentalt retarderet 25-årig og hans mor.

Morten Bødskov (S) afviste dengang at udtale sig om, hvordan afgørelsen var truffet i den konkrete sag, som på daværende tidspunkt var indklaget til hans eget ministerium. Efter at have behandlet klagen har Justitsministeriet sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen, som nu skal udarbejde en ny afgørelse om opholdstilladelse til Farhad Rezaes familie.

Modsat to tidligere afgørelser fra Justitsministeriet får familien i denne omgang lov til at blive i Danmark, mens sagen bliver behandlet. Forventningen er, at Farhad Rezaes mor og brødre får ophold i foreløbigt to år.