Fangeflugt tvinger ministre i samråd

Århus Universitetshospital, Risskov. Risskov er et specialiseret psykiatrisk hospital for voksne over 18 år. Foto: Axel Schütt

Flere afsløringer i BT af uregistrerede patientflugter fra det retspsykiatriske hospital i Risskov har fået hospitalet til at kulegrave samtlige patientjournaler for at se, om der skulle være flere end de tre flugter, man hidtil har oplyst offentligheden om i år.

Resultatet nidobler straks antallet af flugter, så det nu lyder på 27 i 2012 i stedet for tre. Hospitalet erkender problemet, men nægter at have vildledt bevidst.

- Fejlen skyldes, at de enkelte medarbejdere skulle have udfyldt en blanket, når der var en absentering. Og det er ikke altid sket, siger cheflæge Per Jørgensen til BT. 

Formand for Region Midtjylland Bent Hansen forlanger, at der strammes op.

- Jeg er voldsomt irriteret over, at jeg ikke fik de rigtige tal, men jeg har tillid til, at jeg nu hver måned får de indberetninger jeg skal have, siger han.

Den kritiske rapport får nu Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til at indkalde både justitsministeren og sundhedsministeren til samråd om sagen. 

- Det er ikke korrekt, det man har oplyst, og derfor må regeringen nu få placeret et ansvar. For man kan jo ikke tænke andet end, at man har fejlinformeret bevidst for at skjule, at der stadig var så massive problemer på afdelingen efter de mange flugter i 2010, siger han.

Sundhedsminister Astrid Krag udtaler til BT, at hun endnu ikke har haft lejlighed til at læse redegørelsen for Region Midtjylland, men finder det fornuftigt, at hospitalet nu lover, at skærpe reglerne.