Finansloven sikrer 20 mio. til kulturen

Penge til Statens Museum for Kunst og Den Gamle By. Regeringen og Enhedslisten sikrer 20 millioner kroner til kulturen på Finansloven.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau
Der er stadig støtte til Den Gamle By i Aarhus Foto: Kim Haugaard

Fortsat gratis entré på Statens Museum for Kunst, 1,7 millioner kroner mere til Fregatten Jylland og stadig støtte til Den Gamle By i Aarhus.

Det er nogle af elementerne i den nye delaftale om kulturen, som regeringen netop har indgået med Enhedslisten i forbindelse med Finansloven 2013. Aftalen giver 20 millioner kroner mere til kulturen i perioden 2013-2016, og udover ovenstående gives der også fortsat støtte til Arbejdermuseet i København, Gammel Estrup-Herregårdsmuseet ved Randers, Skibsbevaringsfonden og en forsøgsuddannelse i Ny Cirkus.

Læs mere: Vrede over besparelse på Fregatten Jylland

Kulturminister Uffe Elbæk (R) glæder sig over, at økonomisk krise ikke nødvendigvis er lig med et presset kulturområde.

- Jeg er rigtig glad for, at vi i en økonomisk presset situation har været i stand til at prioritere kulturen. Finanslovsaftalen med Enhedslisten sikrer millioner til en række vigtige institutioner, som ellers ville stå over for svære økonomiske udfordringer i de kommende år. Det er en god dag for kulturen, siger han i en pressemeddelelse.

Ministeren roser samtidig Enhedslistens løsningsorienterede tilgang til forhandlingerne, og partiets kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, er da også godt tilfreds med aftalens udfald.

- Det er ingen hemmelighed, at det har været en mærkesag for Enhedslisten, at bevillingen til Den Gamle By forlænges. Samtidig er vi glade for at kunne styrke Arbejdermuseet. Det er en stor politisk opgave at sikre, at kultur skal være tilgængeligt for den brede befolkning. Derfor er vi tilfredse med, at vi har fundet midler til at fortsætte den gratis adgang til Statens Museum for Kunst, siger han.

Da regeringen fremlagde sit finanslovsudspil i august, var der ellers udsigt til massive besparelser. Udspillet lagde blandt andet op til at skære 2,8 millioner kroner i tilskuddet til Den Gamle By i Aarhus og fire millioner kroner fra Fregatten Jylland. Det stejlede SF og flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer over, der kritiserede forslaget for »københavneri«. Uffe Elbæk sagde i den forbindelse, at københavnerne også havde udsigt til besparelser, da udspillet lagde op til entré på Statens Musem for Kunst.