Flertal vil gøre krav på råstoffer i Grønland

Et politisk flertal vil have staten til at gå ind i Grønland for at sikre Danmark retten til at udvinde værdifulde råstoffer.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Michael Bothager

Danmark skal længere frem i skoene i den internationale kamp om retten til at udvinde råstoffer fra den værdifulde grønlandske undergrund.

Et politisk flertal med Dansk Folkeparti, Venstre, de Konservative og Enhedslisten ser ifølge Politiken gerne, at den danske stat involverer sig mere.

Formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl (DF), vil have etableret et nyt statsligt selskab, der via et samarbejde med pensionskasser og store danske virksomheder skal finansiere udvinding af de grønlandske råstoffer.

- Den eneste vej frem er at etablere et Dong nummer 2: at staten tager et aktivt medansvar for udviklingen, så vi også får danske kapitalinteresser i spil i Grønland. Det er fuldstændig afgørende. Historien vil dømme os hårdt, hvis ikke vi tør være meget direkte nu, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

»Et udmærket forslag«, mener Venstre, mens de Konservative ikke er klar til at lægge sig fast på en endelig model.

- Men det er bestemt en mulighed, at staten engagerer sig. Det er helt på linje med min position, siger de Konservatives formand, Lars Barfoed (K), til Politiken.

På den anden side af det politiske spektre er Enhedslistens grønlandsordfører, Finn Sørensen, også positivt stemt over for idéen om, at staten skal være involvere sig.

- Jeg vil understrege, at det er grønlænderne, der afgør, hvem de skriver kontrakter med. Men rent indholdsmæssigt lyder det som noget, Enhedslisten kunne have foreslået, siger han.