Folk i arbejde og ældre får flere penge mellem hænderne

Arbejdsløse betaler prisen i form af tilbagegang i rådighedsbeløbet, når regeringens skattereform træder i kraft fra årsskiftet.

Jan Bjerre Lauridsen, Berlingske Nyhedsbureau

Danskere i arbejde og pensionister får flere penge mellem hænderne, når regeringens skattereform træder i kraft efter årsskiftet.

Til gengæld har modtagere af kontanthjælp og dagpenge udsigt til en tilbagegang i rådighedsbeløbet. Det viser nye beregninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriet forud for, at regeringens skattereform træder i kraft fra 2013.

Beregningerne viser, at erhvervsaktive familier med egen bolig får en fremgang i rådighedsbeløbet på mellem 1,8 og 2,9 procent. Pensionistpar, der ikke har supplerende pensionsopsparing ud over ATP, kan se frem til en realvækst i rådighedsbeløbet på 3,6 procent.

Det sker på bekostning af modtagere af dagpenge og kontanthjælp, der kan se frem til en tilbagegang i rådighedsbeløbet på mellem 0,1 og 0,6 procent.

- Skattereformen handler først og fremmest om at øge tilskyndelsen til at være i arbejde. Og vi har lagt vægt på at skrue reformen sammen på en måde, så vi samtidig sikrer en rimelig social balance, forklarer økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i en skriftlig kommentar til beregningerne.

- Regeringen har blandt andet prioriteret at hæve den supplerende pensionsydelse, sådan at de pensionister, som har de mindste indkomster, får en større købekraft, uddyber Margrethe Vestager.

Skattereformen blev indgået i sommer af regeringen, Venstre og de Konservative. Reformen betyder lavere skat på arbejdsindkomst. Til næste år forhøjes beskæftigelsesfradraget fra 4,5 til 6,95 procent, og topskattegrænsen hæves fra 389.000 til 421.000 kroner.

Reformen har størst effekt for de privatansatte funktionærer, der både får gavn af beskæftigelsesfradraget og fritages for at betale topskat.

Økonomi- og indenrigsministeren håber, at fremgangen i rådighedsbeløbet vil kunne sætte lidt mere fut i danskernes lyst til at bruge penge.

- Som økonomiminister håber jeg, at mange vil efterspørge andres arbejdskraft, for eksempel ved at købe nye vinduer eller på anden vis investere i deres bolig, forklarer Margrethe Vestager.

Beregningerne viser, at det er første gang siden 1995, at rådighedsbeløbet for dagpengemodtagere og personer på kontanthjælp formindskes. Under VK-regeringen oplevede gruppen en samlet fremgang i rådighedsbeløbet.

Tilbagegangen for de ikke-erhvervsaktive bliver endog endnu større fra 2015, når overførslerne skal opreguleres mindre end tidligere.