Folketinget vedtager Hercules-indsats i Mali

Et bredt flertal i Folketinget har tirsdag aften vedtaget, at sende transportflyet Hercules til Mail for at hjælpe den franske mission.

Thomas Sand, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Sand, Berlingske Nyhedsbureau

Kun Enhedslisten stemte imod, da Folketinget sent tirsdag aften under en hastebehandling besluttede at sende et Hercules transportfly til at hjælpe Frankrigs mission i Mali.

Islamistiske oprørere har taget magten i den nordlige del af det vestafrikanske land og har i den seneste tid forsøgt at rykke frem mod syd. Det skal danskerne hjælpe med at forhindre.

Udenrigsminister Villy Søvndahl (SF) er glad for beslutningen.

- Det er vigtig for os, at støtte den franske mission, så vi forhindrer, at den malinesiske hær bliver løbet over ende af islamistiske oprørere, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han understreger vigtigheden af et bredt flertal bag beslutningen.

- Jeg tror, det betyder meget for de danske soldater, der skal deltage i missionen, at de føler, at de har en bred opbakning hjemmefra, siger han.

Det danske Hercules-fly har 40 soldater om bord og skal primært hjælpe franskmændene med at fragte soldater og udstyr til det vestafrikanske land.

Frankrig indledte fredag en række luftangreb mod oprørerne og drev flere af dem på flugt.

Flere andre vestlige lande har udtrykt støtte til Frankrigs indgreb i konflikten.

USA overvejer også, at hjælpe franskmændene. Det siger Jay Carney, talsmand for Det Hvide Hus, tirsdag aften.

Amerikanerne vil dog ikke bidrage militært til at løse konflikten, der vil blive tale om »logistisk hjælp«, siger Jay Carney, der dog ikke uddyber nærmere, hvilken form for logistisk hjælp, amerikanerne overvejer.

- Vi deler det franske mål om at forhindre terrorister i at få et helle i regionen, og vi støtter den franske operation. Vi støtter franskmændene ved at dele information, og vi overvejer anmodninger om logistisk support, forklarer han.

Ifølge den franske præsident Francois Hollande, vil franskmændene først stoppe aktionen i Mali og trække tropperne ud, når det vestafrikanske land er stabilt og sikkert og har et solidt politisk system.

- Når vi stopper vores indgriben, skal Mali være sikkert, have legitime myndigheder. Landet skal have en valgproces, og der skal ikke længere være terrorister, der truer Malis territorium, siger Francois Hollande ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Aktionen foregår i samarbejde med en række afrikanske allierede, og tirsdag fortalte en talsmand for forsvaret i Nigeria, at de vil bidrage med 900 soldater til kampen mod oprørerne Mali.

BNB/Reuters

Folketinget vedtager Hercules-indsats i Mali