Formand: Farvel til købesex-forbud er ærgerligt

Formanden i Råbet for Socialt Udsatte er overrasket over, at regeringen ser ud til at droppe at stille forslag om at ulovliggøre købesex. Regeringspartierne sagde jo noget andet før valget.

Foto: LARS BECH

Det bliver formentlig ikke i denne omgang, at der bliver indført et forbud mod købesex i Danmark. Det overrasker formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jan Sjursen.

- Det er overraskende i forhold til regeringspartierne, og hvad de sagde før valget, siger han.

Både SF og Socialdemokratiet går officielt ind for et forbud, hvor De Radikale er mere moderate, og kun går ind for at ulovliggøre sexkøb hos personer, der opholder sig ufrivillig i landet.

I tråd med hvad de tre partier skriver i regeringsgrundlaget, er det blevet grundigt undersøgt, om det er muligt at indføre et forbud mod købesex, men som Information i dag skriver, har regeringens koordinationsudvalg valgt at følge en indstilling fra Straffelovrådet, der taler imod et forbud. Det ærgrer Jan Sjursen.

Læs mere: Købesex overlever politisk stormløb

- Rådet for Socialt Udsatte er delt i spørgsmålet, da forskellige medlemmer kan se både fordele og ulemper ved et forbud, men personligt så jeg gerne, at der blev indført et forbud mod købesex. Det er ærgerligt i forhold til at hjælpe kvinder ud af prostitution, siger han.

Jan Sjursen har hele tiden ment, at det var fornuftigt, som det står i regeringsgrundlaget, at spørgsmålet skulle undersøges nærmere. Derfor er det også en tilfreds formand, der kan konstatere, at sagen i hvert fald er blevet undersøgt, men personligt ærgrer han sig, ikke bare fordi et forbud i sig selv sender et vigtigt signal, men også fordi det ville give et mere robust grundlag for  at gøre en indsats.

Læs mere: Forbud mod købesex tæt på at blive skrinlagt

Regeringen har dog igangsat flere tiltag for prostituerede i Danmark, siger Sjursen.

- Man kan altid diskutere, hvornår nok er nok, men sidste år gennemføre regeringen et program, der hedder ‘Exit prostitution’, som vi i Rådet for Socialt Udsatte har været med til at anbefale, og så er der også initiativer i forhold til handlede kvinder i dette års finanslov, siger Jan Sjursen.

Læs mere: Regeringen dropper købesex-forbud