Seneste nyt

God karma på cykelstien

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

I morges, da jeg cyklede på arbejde, blev jeg mødt af god karma på cykelstien. Unge mennesker i farvestrålende t-shirts udstyret med palmeblade og maracas hilste de travle cyklister velkommen på en af de mest befærdede strækninger i København.

”Har Jacob Haugaard mon indledt en tidlig kommunal valgkamp”, tænkte jeg, men i næste sekund gik sandheden i al sin gru op for mig. De unge mennesker er naturligvis lønnet af Københavns Kommune og er del af en kampagne, der skal sprede god karma på cykelstien. Man skulle tro, det var løgn, men det er det selvfølgelig ikke. Københavns Kommune har sendt 50 ”karmaspottere” ud for at sprede god karma og dele små gaver ud til cyklister, der opfører sig hensynsfuldt på cykelstierne de kommende to uger.

København signalerer med kampagnen i hvert fald tre ting til deres borgere:

A) I skal være søde mod hinanden

B) Det er vores opgave at sikre, at I er søde mod hinanden – for jeres egne penge

C) Der er penge nok

Signalet strider i den grad mod den automat-reaktion, der ofte kommer fra kommunerne, når talen falder på, hvorvidt verdens største offentlige sektor kunne gøres mindre: ”Nej! Vi har allerede skåret ind til benet!” I tilfældet Københavns Kommune kan man blot konstatere, at det ikke er tilfældet. En mindre og mere fokuseret offentlig sektor ville ellers give mere plads til vækst, virksomheder og blivende arbejdspladser og derigennem fremtidssikre indtægterne til kommunernes kerneopgave. Men en egentlig ambition om en mindre offentlig sektor er ikke det, der møder borgerne på de københavnske cykelstier i disse dage.

Signalet – der i dette tilfælde har SF’s teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal som afsender – er i virkeligheden en hån mod alle de mennesker, der går på arbejde hver dag og afleverer ca. en fjerdedel af deres indtægter til det kommunale forbrug. Det er et slag i ansigtet på de offentligt ansatte, der får besked på at løbe hurtigere og stramme bæltet ind. Og det er en ligegyldighed over for de mange mennesker, hvis job er drysset ned over grænsen, fordi vi i Danmark insisterer på fortsat at bruge så afsindigt mange penge i den offentlige sektor, at vi ligger 14 % over det gennemsnitlige niveau for skattetryk i OECD.

Det er som om, krisebevidstheden ikke har nået kommunerne, når det handler om kreative metoder til at bruge skatteborgernes penge. Denne sommer har jeg således kunnet gå på stranden og se, at Københavns Kommunes Bibliotek udlåner dameblade og strandlegetøj til strandgæsterne. Et andet sted på stranden sørger kommunen for trommespil og ansigtsmaling til børnene.

Kommunen har givet alle børnefamilier – uanset behov – en flot indbundet bog for at få dem til at besøge bibliotekerne. Men også uden for København kan man være med: I Odense Kommune har de netop udviklet en ”skole-vejs-app”, der skulle gøre det let for forældrene at vælge skolevej til deres børn. Det viser sig dog – måske lidt overraskende for Odense Kommune – at app’en er ubrugelig i forhold til de kommercielle alternativer.

Og i Nyborg Kommune har man ansat en kommunal vækker til at vække unge, hvis forældre ikke ser det som deres opgave at få deres teenagere ud af fjerene om morgenen.

”Ingen unødvendig udgift er for lille til at blive fjernet”. Sådan siger en mand, jeg kender, der har drevet virksomhed i mange år og overlevet mange kriser. Det kunne de idérige kommuner godt lære noget af. I hvert fald virker kampagnen om god karma på cykelstien stik modsat på mig: Jeg bliver aldeles indigneret og vred over, at Københavns Kommune ser det som sin opgave at hælde borgernes penge ud over cykelstierne.

Og når Ayfer Baykal siger: ”Vi kommer simpelthen ikke uden om, at vi også skal være flinke ved hinanden, hvis den daglige cykeltur skal være en god oplevelse,” og sender teatertruppen ”Brændende Kærlighed” ud for at missionere på cykelstien, må jeg bare sige: ”Hvis du lader være med at smide med borgernes penge, så lover jeg at holde vreden indenbords. I hvert fald på cykelstien.”