Godhedsindustriens gæst | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Godhedsindustriens gæst

POLITIKO har været til menneskerettighedskonference i Göteborg og rapporterer fra et parallelt univers, hvor Sverige er et strukturelt racistisk land, ytringsfriheden er en kolonialistisk hellig ko, og nutidens Europa ligner 1930ernes til forveksling.

Mikkel Andersson, xmika@berlingskemedia.dk
Tirsdag eftermiddag var »Charlie Hebdo og spørgsmålet om ytringsfrihedens racistiske logik« emnet for en paneldebat på menneskerettighedsdagene.

GÖTEBORG: På højrefløjen i Danmark har godheds­industrien ofte været et anvendt skældsord om en udefinerbar gruppe, som man i indvandringskritiske kredse ikke kan lide.

Om en sådan findes i Danmark, kan sikkert diskuteres. Når man træder indenfor på Skandinaviens største konference om menneskerettigheder, er der ingen tvivl: I Sverige findes godhedsindustrien unægtelig. Mandag og tirsdag i den forgangne uge havde den booket halvdelen af det enorme messe- og konferencecenter Svenska Messen i Göteborg til Mänskliga Rättighetsdagarna, Menneskerettighedsdagene. Den anden halvdel var helliget producenter af tandlæge- og proteseudstyr.

I Göteborg Havn transporterede færgen fra Kiel inden sidste uges grænsekontrol hundreder af flygtninge til det forjættede land. Men trafikken går ikke kun til Sverige. Af de 300 svenskere, der er draget i krig i Syrien, kommer hele 120 fra Göteborg ifølge den svenske sikkerhedstjeneste, Säpo. Det gør Göteborg til den europæiske by, der i forhold til indbyggertallet har bidraget med flest ekstremister til krigen i Syrien, fortæller Göteborgs-Posten.

Få kilometer fra havnen skal det handle om racisme. Temaet for årets menneske­rettighedsdage er »Sammen mod racismen – Handling for alles lige værdi lokalt og globalt­«.

I messesalen kan man foruden naturligvis Røde Kors og diverse regeringsorganer finde foreninger som Assyrere uden grænser, Ungdom mod racisme, Flerkulturelt Centrum, Østgruppen for Demokrati og Menneske­rettigheder, den svenske kirke, Sveriges Kvinde­lobby og omkring 70 andre organisationer. Særligt Vestsverige mod racisme er aktive, og deres sorte poser, der erklærer modstand mod racisme, »antiziganisme« (had mod sigøjnere) og andet, ser man overalt på konferencen, ligesom deres stand er smukt udsmykket med store balloner bemalede med antiracistiske budskaber.

Foruden muligheden for at orientere sig her byder konferencen på et utal af seminarer og paneldebatter. Det er nogle af dem, som Berlingske er kommet for at overvære.

Til åbningsceremonien fremfører en lokal poetry slammer et digt. Det er skrevet over den tyske præst Martin Niemüllers berømte tekst om, hvordan nazisterne først kom efter kommunisterne, så de handicappede og jøderne, og da de til sidst kom efter Niemüller, var der ingen tilbage til at protestere.

I den unge kunstners version er det dog trommeslagerne, bassisterne, danserne og de andre kreative mennesker, som de kommer efter. Men konklusionen er den samme. Til sidst kom de også efter ham, digteren. Også i Sverige 2015 er risikoen for, at nogen kommer og sender folk i KZ-lejre eller værre, overhængende. Selv om man, som digteren, hedder Oscar og ser meget svensk ud.

Dernæst følger et for en dansker nostalgisk gensyn. Tidligere leder af Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, indtager scenen. Mange danske borgerlige ville nok hævde, at han aldrig så en stramning i asylpolitikken, som ikke var på kant med menneskerettighederne. Nu er han blevet leder af Raoul Wallenberg-instituttet for menneskerettigheder i Sverige og befinder sig tydeligvis som en fisk i vandet blandt et overstrømmende sympatisk publikum. Kjærum kan blandt andet oplyse om, at man slet ikke bør tale om flygtninge, men derimod mennesker med beskyttelsesbehov, da det at reducere folk til kategorier er fornedrende. Som han forklarer, er han jo ikke blot en hvid, heteroseksuel mand – han er meget, meget mere.

En tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, deler scene med Kjærum uden at få indført mange ord. Hun formår dog at pointere, at racismen blev indført i Afrika og Asien af den hvide mand under kolonialismen.

Et manifest om »enighed«

På de følgende seminarer bliver det stadig mere tydeligt, at en del af pointen med paneldebatter på menneskerettighedsdagene ikke er debat i konventionel forstand, men at manifestere enighed. Der er ikke inviteret nogen repræsentanter for højrefløjen eller andre, som kunne ødelægge enhedsfronten til nogen af de debatter, Berlingske over­værer. For enhed gør stærk, og når både panelet er enigt internt, og publikum er enigt med panelet, er styrken jo dobbelt.

Derfor er det også så meget desto mere ærgerligt, når nogen ødelægger den gode stemning. Det sker eksempelvis, da en ung kvindelig svensk jøde til debatten »Samling mod racisme« fortæller, at racisme internt blandt minoriteter også er et problem, og de svenske jøder trods terrorfrygt og stigende antisemitisme føler sig lukket ude af det antiracistiske fællesskab. Det bliver ignoreret af alle andre paneldeltagere, hvorefter en repræsentant for partiet Feministisk Initiativ erklærer, at det er kapitalismen, som skaber racismen. Det udløser dagens største bifald, hvorefter hun fortsætter med at sammenligne nutidens Europa med 1930ernes Tyskland­.

Således oplyst beslutter avisens udsendte at afrunde dagen med lidt dramatik. »­Teater Smuts starter Punkband« er titlen på et stykke, der også indeholder »modstands­strategier i et fascistisk Europa«, og sådanne kan jo altid være praktiske at have, har jeg netop erfaret.

Stykket består af punknumre, som det er lidt svært at høre teksterne til, da antifas­cisme kræver et meget højt lydniveau, men vredt er det. Sangene bliver afbrudt af opbyggelige tableauer, hvor de medvirkende f.eks. begynder at hoppe en efter en for til sidst at skose den person, som ikke vil hoppe. En analogi over gruppepres og racisme.

Senere råber en kvindelig guitarist kendsgerninger om Sverigedemokraterna ud til publikum over et dystert guitarriff, i fald nogen skulle være i tvivl om, at det parti er fjenden. Ud fra bifaldet at dømme var det dog næppe tilfældet.

Efter forestillingen fortæller instruktøren, at det var så hårdt at lave stykket på grund af de tunge emner, at de medvirkende bogstaveligt talt græd forestillingen frem. Hun fortæller også, at erfaringerne har lært hende at gøre op med racisme, når hun møder den, og fremhæver som eksempel en gang, en ældre kvinde på gaden havde komplimenteret hende for at have en meget lyshåret og svensk udseende datter. Dengang lod hun det passere, men i dag ville hun tage til genmæle mod dette udslag af hverdagsracisme.

Enkelte ville måske mene, at det ikke var særlig punk at bekræfte en masse hvide svenskere til en offentligt finansieret menneskerettighedskonference i, at racisme er slemt. Og at det sågar var både systembevarende og konformt. Men den indvending er der heldigvis ingen, som fremsætter.

Ytringsfrihedens racistiske logik

Næste dag står en mand med et skilt for organisationen Ship to Gaza, som organiserer nødhjælp til den palæstinensiske stribe, og giver mig venligt en flyer.

»Har israelere ret til at fordrive og dræbe palæstinensere og stjæle deres jord,« spørger den.

Svaret er nej, kan jeg et par linjer nede konkludere.

Dermed er tonen sat for andendagen, hvor retoriske spørgsmål i høj grad er på dagsordenen. Først med konferencen »Charlie Hebdo og spørgsmålet om ytringsfrihedens racistiske logik«. Det spørgsmål skal en journalist og redaktør, en teolog samt en repræsentant for afrosvenskernes forbund diskutere.

Førstnævnte forklarer, at Charlie Hebdo bragte racistiske karikaturer og viser et par forsider fra publikationen som belæg for sin påstand. Dog ikke nogen med tegninger af Muhammed. Journalisten gør gældende, at spørgsmålet er svært, fordi publicisme altid er en afvejning, men uden at fremsætte noget man kunne forveksle med et synspunkt. Teologen gør det klart, at islam er en positiv og fin religion, som er herligt fri for arvesynden. Dernæst forklarer afro­svenskernes repræsentant, at ytringsfriheden er en kolonialistisk hellig ko, som Vesten slår brune mennesker i hovedet med, og at det er næsten lige så dumt at hylde anti-muslimske ideologer, som det er at hylde islamistiske terrorister. De anti-muslimske ideologer, han henviser til, er Charlie Hebdos myrdede redaktion. Den sidestilling af ofre for terror og selvsammes gerningsmænd belønner publikum med massiv applaus.

Konferencens sidste punkt for mit vedkommende bliver en paneldebat om, hvorvidt alle kan være antiracister. Det kan de heldigvis godt, er der nogen enighed om.

En forsker i kritiske race- og hvidhedsstudier ved Uppsala Universitet påpeger, at den svenske antiracisme er et meget hvidt og etnisk svensk projekt og længe har været det. Når man ser ud over publikum, der i altovervejende grad består af unge i starten af 20erne og midaldrende kvinder, er der heller ingen tvivl om, at hvidheden blandt publikum er massiv, og man skal se godt efter for at finde mørk hud eller et tørklæde.

Procentdelen af svenskere med anden etnisk baggrund synes væsentligt højere på gaden i Göteborg end blandt publikum til konferencen.

Inden jeg sniger mig ud, når jeg lige at høre hvidhedsforskeren forklare, at en konference som menneskerettighedsdagene er unik for Sverige og desværre ville være utænkelig i Finland eller Danmark.

Mon ikke han har ganske ret?

Tophistorier Gå til forsiden