Handelsministeren vil charme USA

Handels- og investeringsministeren ser stort potentiale i dansk eksport over Atlanten.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau

Den danske vareeksport til USA voksede med 25 procent i 2012, og den samlede eksport forventes at runde 100 milliarder kroner, når det hele er talt op. Og der skal sendes mange flere varer og serviceydelser over Atlanten, håber handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Derfor er hun taget på charmeoffensiv for at gøde jorden for de danske virksomheder.

Mandag starter Pia Olsen Dyhr sin officielle USA-tur i New York, hvor hun håber, at danske virksomheder kan være med til at ruste storbyen mod naturfænomener som orkanen Sandy og de efterfølgende oversvømmelser og skader, som den efterlod i oktober sidste år.

- Jeg ser frem til at drøfte klimaløsninger i New York, som i efteråret var ramt af stormen Sandy. Jeg er overbevist om, at danske virksomheder har et stærkt marked i USA, når det gælder klimatilpasning og klimaafbødningsforanstaltninger. COWI, DHI Group og Grundfos og mange andre er allerede i fuld gang, siger Pia Olsen Dyhr.

Derudover håber ministeren, at danske virksomheder kan få lov til at øse ud af deres ekspertise på sundhedsområdet, hvor USA har store udfordringer.

- Amerikanerne bruger dobbelt så meget per person i kroner og øre, end vi gør i Danmark. Og de vil gerne lære af nogle af de løsninger, som vi har i Danmark blandt andet på farmaceutiske produkter, hvor Novo er et glimrende eksempel på en virksomhed, der klarer sig godt i USA. Vi kan noget der, hvor amerikanerne virkelig har brug for hjælp, siger handels- og investeringsministeren.

USA var i 2011 med et bruttonationalprodukt (BNP) på mere end 15.000 milliarder dollar verdens suverænt største økonomi.

Efter besøget i New York skal Pia Olsen Dyhr til Silicon Valley og er derudover blevet inviteret til at holde et oplæg på Stanford University.