Helikopterkøb sikrer dansk industri milliarder

Leverandøren af forsvarets nye Seahawk-helikoptere er forpligtet til at placere en milliardordre i danske virksomheder, der for eksempel kan bidrage til produktionen af de ni helikoptere.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO 2005 af Seahawk helikoptere. Foto: HO

Regeringen og partierne bag det nuværende forsvarsforlig lagde onsdag en ordre til en værdi af cirka fire milliarder kroner hos de amerikanske virksomheder Sikorsky og Lockheed Martin, der til gengæld skal levere ni Seahawk-helikoptere i 2016. Men en stor del af pengene vender tilbage til den danske statskasse.

En såkaldt »modkøbsaftale« betyder, at Sikorsky og Lockheed Martin er kontraktligt forpligtet til at lægge et milliardbeløb i danske virksomheder, blandt andet i virksomheder der kan fungere som underleverandører til helikopterordren.

- Vi kan ikke selv producere en helikopter, men ved at sikre danske virksomheders involvering i både leverancen og den efterfølgende servicering, fastholder vi en række kompetencer herhjemme, som i sig selv bidrager til Danmarks sikkerhed, siger Frank Bill, der er branchedirektør i Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark (FAD).

- Et realistisk bud er, at det samlet set kan give ordrer for et par milliarder kroner til dansk erhvervsliv, fortsætter han i en pressemeddelelse fra Dansk Industri (DI).

Læs mere: Amerikansk storsælgende helikopter vandt Forsvarets gunst

Nogle af de penge bliver investeret i Danmarks største forsvarsvirksomhed, Terma, der har samarbejdet med både Sikorsky og Lockheed Martin i mange år og ser frem til et endnu tættere samarbejde i forbindelse med den danske helikopterordre.

Terma forventer at få de første ordrer fra de amerikanske virksomheder i løbet af 2013.

- Det er ikke sådan, at vi går ud og ansætter flere i morgen, men det bliver da meget givtigt for os og nyttigt i forhold til at fastholde arbejdsstyrken i Danmark, siger Termas internationale direktør, Jørn Henrik Levy Rasmussen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Terma kommer formentlig til at levere blandt andet selvbeskyttelsesudstyr til de ni Seahawk-helikoptere.

Ordren har også skabt optimisme i FAD, hvor Frank Bill forventer, at Danmark via samarbejdet med Sikorsky og Lockheed Martin kan skabe og fastholde og højteknologiske arbejdspladser. Samtidigt fastholdes og udvikles dansk forsvarsindustri, der har national strategisk og sikkerhedspolitisk betydning, lyder meldingen.