»Helle Thorning er hård i filten«

Helle Thorning er en usentimental leder, som ikke kæmper for sine ministre, hvis det kan skade hende selv, lyder det fra politisk kommentator Henrik Qvortrup.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt på pressemødet tirsdag 8. november. Foto: Keld Navntoft

Som leder minder statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) om Anders Fogh Rasmussen (V) og Poul Schlüter (K).

For ligesom Fogh og Schlüter har Helle Thorning en usentimental ledelsesstil.

Sådan lyder vurderingen fra TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup, som har været spindoktor for tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. 

Læs mere: Thorning: »Man bør gå til politiet«

Denne ledelsesstil kommer f.eks. til udtryk i statsministerens måde at behandle sine ministre på. Det gælder bl.a. minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, som har skrevet under på, at akutmodtagelsen i Svendborg ville blive bevaret - et løfte han siden ikke kunne indfri.

- Hun fremstår ikke som en statsminister, der kaster sig i kamp for sine ministre. Jeg tror, hun er optaget af, hvad der tjener hende selv bedst. Efter valget lægger hun mere luft til Carsten Hansen ud fra en større helhedsvurdering af, hvad der tjener hendes position som statsminister bedst, siger Henrik Qvortrup.

Et andet eksempel på denne stil er Helle Thornings behandling af hendes tro væbner Henrik Sass Larsen (S), der skulle have været finansminister. Thorning valgte ikke at gøre ham til minister på baggrund af PETs anmærkninger i hans sikkerhedsgodkendelse.

- Hun vurderede jo formentlig, at sådan som tingene stod med Sass, var der ikke plads til at kæmpe for en gammel fortrolig. Det ville koste for meget for Thorning. Men hun kunne jo godt have valgt at sige, Sass har betydet så meget for mig i kampen for at få magten, at nu kæmper jeg for, at det PET er nået frem til, ikke skal belaste ham. Hun kunne f.eks. have gjort ham politisk ordfører, men det valgte hun ikke. Det var sikkert fornuftigt nok. Men det er også et udtryk for, at usentimentale, rationelle overvejelser vinder frem for et hensyn til en gammel kampfælle, siger Henrik Qvortrup.

Derfor kommer Henrik Qvortrup til at tænke på Anders Fogh, når han ser Thorning stå ved talerstolen til pressemøder:

- Hun udstråler meget den samme disciplin som Anders Fogh. De gør begge, hvad der skal gøres uden smålig skelen til andre hensyn. De har begge en meget nøgtern indstilling til, hvad det kræves at være statsminister. Der er man nødt til at være rimelig hård i filten, og det er Thorning også.