Her ansættes kun langtidsledige

Et »cirkus«, lyder det fra Venstre.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau

Københavns børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang (S), sætter nu de langtidsledige forrest i køen til job, som hendes forvaltning - den største i kommunen - slår op.

Alle job i den 17.000 medarbejdere store forvaltning undtagen lederstillinger skal mærkes »akutjob«, og det skal godkendes, hvis arbejdsgiveren vil ansætte en anden end en langtidsledig, skriver Information.

»Det hjælper jo ikke nogen, at der slås en masse job op, hvis de langtigsledige hverken kommer til samtale eller bliver ansat. Derfor har vi besluttet os for, at de rent faktisk skal ansættes,« siger Anne Vang til Information.

Borgmesteren understreger dog, at de langtidsledige, som ansættes, skal være kvalificerede.

»For hvis en skole søger en fysiklærer, så duer det jo ikke, at den bliver tvunget til at ansætte en lærer uden denne kvalifikation - men som til gengæld er langtidsledig. Der kan være grunde til, at man ikke skal ansætte en langtidsledig, og så snakker man med sin områdechef om det,« siger Anne Vang.

Læs mere: Ufaglærte må se langt efter akutjob

Beslutningen møder kritik hos Venstre på Rådhuset. Her mener kultur- og fritidsborgmester, Pia Allerslev (V), at S-borgmesterens tiltag er et »cirkus«, og hun har ikke tænkt sig at følge eksemplet i sin forvaltning.

»Fra politisk side siger man, at man skal ansætte de her mennesker - næsten koste, hvad det vil. Men jeg vil gerne møde den leder i Københavns Kommune, som ikke vælger at ansætte den bedst kvalificerede, blot fordi nogle politikere har fået en fiks idé om at skabe nogle akutjob,« siger Pia Allerslev til Information.

Regeringen har som en del af Akutpakke 2 besluttet, at den offentlige og den private sektor i alt skal oprette 12.500 akutjob målrettet de langtidsledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet til sommer. Det mål er allerede nået - plus 231 ekstra akutjob - det meddelte en begejstret politisk ordfører for Socialdemokraterne, Magnus Heunicke (S), tirsdag aften.

Læs mere: EL: Akutledige har »ekstremt« brug for uddannelse

»Det viser, at de redskaber, regeringen har taget i brug, virker. Kort sagt. Det viser også, at den meget skingre kritik, som ikke mindst Venstre har stået bag, er faldet fuldstændig til jorden,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Samtidig viser en opgørelse fra Ugebrevet A4, at kun hvert 20. akutjob passer til de ufaglærte, der ellers er hårdest ramt af ledighed. Siden akutjobordningen blev indført i oktober, er der kun blevet opslået et enkelt akutjob til vinduespudsere og fem akutjob til stilladsarbejdere. Til gengæld vrimler det med akutjobopslag til de få ledige læger, økonomer, psykologer og jurister.

Læs mere: EL: Regeringen vil ikke have akutjobresultater frem