Her er de fire punkter, der holder DF ude af næste regering

Uenighed om den offentlige vækst, integrationspolitik, retspolitik og EU afholder Dansk Folkeparti fra at gå efter at sidde i regering efter næste valg.

Lisbeth Quass, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Christian Liliendahl

Dansk Folkeparti sætter nu ord på, hvad der skal ske, før partiet er klar til at gå i regering for første gang. Det skriver Politiken.

Partiet vil se indrømmelser på den offentlige vækst, integrationspolitik, retspolitik og EU, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Han mener ikke, at Dansk Folkeparti kan finde et fælles fodslag med de øvrige borgerlige partier på de fire områder, som kan skrives ind i et regeringsgrundlag ved et eventuelt magtskifte efter næste valg.

Og derfor kan Dansk Folkeparti ikke gå i regering efter valget, siger han til avisen:

»Det er en helt nøgtern vurdering af, hvor indflydelsen er størst. Hvis vi kunne få vores politik igennem på de fire punkter, så er det en anden situation. Men den situation forestiller vi os ikke, at vi kan komme i«.

Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier adskiller sig blandt andet ved, at Dansk Folkeparti ønsker en vækst på 0,8 procent i den offentlige sektor, mens Venstre, de Konservative og Liberal Alliance ønsker nul- eller minusvækst.

Læs mere: DF vil have økonomisk udspil fra Løkke

Samtidig vil Dansk Folkeparti beholde de danske EU-forbehold og have folkeafstemning, hvis der skal laves traktatændringer eller optages nye medlemslande.

Heller ikke på integrationspolitikken forventer Kristian Thulesen Dahl, at Dansk Folkeparti som regeringsparti vil kunne få nok indrømmelser, skriver Politiken.

Kristian Thulesen Dahl afviser, at partiet skylder danskerne at gå i regering, selvom målinger har vist Dansk Folkeparti som største potentielle stemmesluger ved næste valg.

»Det kunne jo være, at opbakningen blandt andet skyldes, at vi så kraftigt understreger, at det er den politiske indflydelse, vi går efter. Og ikke ministertaburetterne,« siger han til Politiken.