Her er regeringens erstatning for betalingsringen

Trods kaotisk forløb er S-ordfører tilfreds med resultatet. Se, hvad regeringen foreslår i stedet for den droppede betalingsring.

Steen A. Jørgenssen, Berlingske Nyhedsbureau
Åboulevard i København. Foto: Linda Henriksen

Betalingsringen er død, borte og begravet. I stedet er regeringen blev enig med sig selv om en aftale, der i alt poster én milliard kroner i den kollektive trafik.

En halv milliard kroner skal bruges på billigere tog- og busbilletter i hele landet, mens den anden halve milliard kroner skal bruges til at give bedre busser og tog.

Det fremgår af aftaleteksten, som Berlingske Nyhedsbureau er i besiddelse af.

Udenrigsminister og SF-formand Villy Søvndal erkender over for TV 2 News, at aftalen ikke er det, han og SF havde håbet på.

- Jeg tror aldrig, man er helt tilfreds, siger han.

- Vi fik ikke det, vi gerne ville, men i stedet for at blive ked af det, har vi valgt at se på, hvad vi kan få, tilføjer han.

I valgkampen sidste år lovede Søvndal 40 procent billigere tog- og busbilletter, men det vil han ikke garantere bliver resultatet af den nye aftale:

- Vi har endnu ikke lagt os fast på, præcist hvordan vi vil lægge lettelserne på billetpriserne, siger han til TV 2 News.

Leasingbiler holder for

De nye billetpriser træder i kraft fra 1. januar 2013. Pengene er blandt andet fundet ved at gøre det dyrere at leje biler. Ifølge Skatteministeriets beregninger vil en række strammere skattereglerne for leasing- og demonstrationsbiler indbringe den nødvendige milliard kroner til statskassen.

Debat: Er det rigtigt at droppe betalingsringen?

Socialdemokraternes trafikordfører Rasmus Prehn understreger, at han er glad for, at den endelige aftale styrker den kollektive trafik. Han erkender dog også, at forløbet ikke blev, som man havde håbet:

- At trængselsringen ikke bliver til noget, sker i erkendelse af, at blandt de mennesker, vi gerne ville hjælpe, har en stor gruppe været meget kritiske og usikre over for planerne.

Læs mere: Her er regeringens nye forslag

Så det er presset fra blandt andet omegnskommuner og erhvervslivet, der har fået jer til at droppe betalingsringen?

- Jeg vil ikke sige, at det er presset, for vi har selv lagt an til en dialog. I den dialog har vi konstateret, at rigtig mange har ment, at det vigtigste var at få styr på den kollektive trafik, siger Rasmus Prehn.

- Derfor synes vi, det er rimeligt, at tage kritikken alvorligt og undersøge det til bunds, for at sikre ordentlige alternativer.

Til det formål nedsættes der en ekspertkommission, der skal finde løsninger på miljø- og trængselsproblemerne i hovedstaden.

Læs mere: Radikale: Fornuftigt at droppe betalingsringen

Enhedslistens gruppeformand Per Clausen er alt andet end positiv over for den nye plan, som han her kalder et »kæmpe tilbageslag«:

- Set i forhold til regeringsgrundlaget er det et rigtig dårligt resultat, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Ideen om en betalingsring rundt om hovedstaden blev første gang præsenteret af Villy Søvndal (SF) og Helle Thorning-Schmidt (S) i deres fælles udspil »Fair Fordeling« den 26. august 2009.

I regeringsgrundlaget havde SRSF regnet med at få to milliarder kroner i statskassen ved at indføre betalingsringen. På sit ugentlige pressemøde tirsdag gentog Helle Thorning-Schmidt igen og igen, at dagens aftale var en »rigtig god løsning.«

Læs mere: Her er regeringens nye forslag