Heuniche: Handling, Thulesen Dahl

DF-leder Kristian Thulesen Dahl er åben overfor et større samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. S-ordfører Magnus Heunicke mangler at se handling bag ordene og afviser, at Socialdemokraterne er berøringsangste.

Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau Rasmus Boserup, Berlingske Nyhedsbureau
Magnus Heunicke efterlyser handling fra Kristian Thulesen Dahl. Foto: Jens Nørgaard Larsen og Bax Lindhardt

Dansk Folkeparti ønsker Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), som ny statsminister, men på længere sigt vil et samarbejde med Socialdemokraterne være lige så naturligt, siger Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl (DF), til Radio24syv. Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), påpeger, at DF har forpasset mange muligheder for aftaler om velfærd med regeringen.

»Når jeg hører, hvad Kristian Thulesen Dahl har sagt om hans ønsker for velfærdssamfundet - ikke mindst efter valget i 2011 - så havde jeg forventet, at han havde lavet flere aftaler med regeringen. Desværre viser det sig ofte, at det er en tynd omgang med Kristian Thulesen Dahl, når det kommer til stykket,« siger Magnus Heunicke og uddyber:

Læs mere: Thulesen Dahl: DF vil gerne samarbejde med S

»Det så man senest ved finanslovforhandlingerne, hvor vi havde en milliard kroner liggende på bordet til de ældre, men Kristian Thulesen Dahl gad ikke engang at møde op til forhandlingerne.«

DF-lederen siger imidlertid til Radio24syv, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti »bør se meget ens på tingene på social, sundheds- og velfærdsområdet«, men at Socialdemokraterne skal bevæge sig, når det gælder værdispørgsmål og udlændinge- og retspolitik. Sker det, kan de to partier arbejde tættere sammen, lyder det.

Men Magnus Heunicke understreger, at regeringen har givet Dansk Folkeparti flere oplagte muligheder for at indgå i aftaler, og at DF ofte ikke vil noget i praksis.

»Vi vil blive ved med at teste Kristian Thulesen Dahl på, om han nu også vil lade ord følge af handling. Men vi mangler at se noget fra Dansk Folkeparti i praksis, og Thulesen Dahl skylder os samtidig et svar på, hvorfor han har som hovedmærkesag, at Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister med alt, hvad det indebærer af nulvækst og nedskæringer,« siger Heunicke.

Han understreger, at det manglende samarbejde med S og DF ikke handler om berøringsangst fra Socialdemokraterne, som ellers ofte har lagt kraftig afstand til Dansk Folkeparti.

»Der er ingen berøringsangst her, og vi forhandler jo også i øjeblikket om Togfonden med Dansk Folkeparti. Men vi vil ikke lade vores politik diktere af Dansk Folkeparti,« siger S-ordføreren.