Hjort anklager Thorning for arrogance i Grønlandsstrid

Venstre kræver klarhed over, hvorvidt storskalaloven overholder konventionerne i FNs Arbejdsorganisation.

Thomas Søgaard Rohde Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Venstre og regeringen har trukket fronterne skarpt op i spørgsmålet om den grønlandske storskalalov, der vil åbne for billig, udenlandsk arbejdskraft i Grønland i forbindelse med et kommende mineprojekt.Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) er en af de politikere, der repræsenterer Venstre på et åbent samråd i Beskæftigesesudvalget, hvor både justitsminister Morten Bødskov (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skal besvare spørgsmål i forhold til storskalaloven.

Her vil han blandt andet forsøge at få regeringen til at svare på, hvorvidt storskalaloven overholder samtlige konventioner i FNs Arbejdsorganisation (ILO).

- For mig er det afgørende, at vi får klarhed over, hvad juraen i de her ting er, og der må ministeren jo specielt forholde sig til ILO-konventionerne, siger Claus Hjort Frederiksen og understreger, at der er mange ubesvarede spørgsmål:

- Men vi har jo også stillet spørgsmål om arbejdsmiljøreglerne og arbejdsskadesforsikringsområdet, der jo ikke er overtaget af grønlænderne. Skal de her mange kinesere så ind i det danske arbejdsskadesystem? Der er mange juridiske spørgsmål i denne her fase, siger han.

Claus Hjort Frederiksen mener, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har håndteret spørgsmålet om storskalaloven alt andet end elegant. Han kalder Thornings håndtering for arrogant.

Spørgsmål: Tror du, der kan bygges bro mellem regeringen og oppositionens opfattelse?

- Det vil jeg tro, men statsministeren har været meget, meget arrogant i den måde, hun håndterer den her sag på og vil jo nærmest ikke diskutere det med os og sender breve om, at ministrene ikke skal besvare spørgsmål. Det, synes jeg måske, er at være lige arrogant nok, lyder det fra Hjort.

Han henviser til en sag fra denne uge, hvor Thorning i et brev til Grønlandsudvalget og Folketingets formand meddelte, at hverken hun eller ministrene vil svare på spørgsmål om den omstridte storskalalov.

I brevet skrev Thorning, at Danmark »ud fra den gældende kompetencefordeling mellem Danmark og Grønland« ikke har »en retlig interesse i at få spørgsmålene besvaret«.

Hun har senere uddybet, at det drejer sig om at respektere Grønlands selvstyre:

- Vi svarer på alt det, vi kan svare på, som ligger inden for Danmarks område. Men vi må acceptere, at vi har en selvstyrelov, sagde Thorning.