Holdningsskifte betyder ikke ny stramning af rygelov

Et flertal vil skærpe kursen over for rygerne i forhold til den nuværende lovgivning. SF afviser stramninger på nuværende tidspunkt.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Linda Kastrup

Selv om rygeloven blev strammet tidligere på året, skal kursen over for rygerne være endnu hårdere. Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet Epinion har foretaget blandt cirka 5.000 danskere for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening. 62 procent mener, at der skal indføres rygeforbud i erhvervskøretøjer.

Men en lovstramning kommer ikke på tale af den grund. I hvert fald ikke, hvis det står til SF og Dansk Folkeparti.

- Jeg synes, det er rigtig positivt, at danskernes holdning til rygning har rykket sig. Det har medvirket til, at både den tidligere og nuværende regering har kunnet stramme rygeloven, men indtil videre har vi ingen planer om at stramme den yderligere, siger sundhedsordfører for regeringspartiet SF, Özlem Cekic.

På den modsatte fløj er der heller ikke interesse for at stramme rygeloven yderligere. Dansk Folkeparti sagde nej, da rygeloven blev strammet i april i år. Og undersøgelsen, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Sundhedsstyrelsen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Danmarks Lungeforening, får ikke sundhedsordfører Liselott Blixt til at vakle.

- Man skal ikke lovgive på baggrund af meningsmålinger. Vi ser flere og flere undersøgelser, hvor man gerne vil forbyde rygning mere og mere. De resultater kommer blandt andet i kraft af, at flere er holdt op med at ryge, siger hun og uddyber:

- Jeg mener ikke, at fordi man er blevet en større flok, der vil den samme vej, så skal man træde på de mennesker, der stadig gerne vil ryge. Det er ikke fair at hetze den gruppe, fordi man selv er holdt op og derfor gerne vil stramme lovgivningen endnu mere. Det er mobning, siger Liselott Blixt.

Læs mere: Smøgerne er sendt uden for døren

I rundspørgen fra Epinion siger 62 procent ja til at indføre rygeforbud i erhvervskøretøjer. I dag er det tilladt at ryge i kranen, firmabilen og andre erhvervskøretøjer, så længe man kun er sig selv. Undersøgelsen viser desuden, at 44 procent siger ja til at forbyde rygning i biler generelt.

Stramningen tidligere på året gjaldt uddannelsesinstitutionerne, hvor der blev indført et totalt rygeforbud på institutioner for børn og unge under 18 år. Rygeloven blev indgået mellem regeringen og Enhedslisten. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra støttepartiet om rundspørgen.

Læs mere: Antropolog: Rygeforbud gør folk til idioter

Hjerteforeningen glæder sig over den brede tilslutning blandt danskerne til en stramning af loven.

- Noget tyder på, at danskerne er parate til at skærpe rygeloven yderligere. Også når det drejer sig om bilen eller køretøjet som arbejdsplads. Vi arbejder for, at ingen skal udsættes for tobaksforurenet luft, når de går på arbejde, siger Hjerteforeningens direktør, Inge Vestbo.

Liselott Blixt ser helst, at medarbejderen selv kan bestemme.

- Vi mener stadig, at sidder du i dit køretøj alene, og det ikke er til gene for andre, så kan vi ikke se nogen grund til at forbyde rygning. Heller ikke selv om 60 eller 70 procent siger, at det bør forbydes, siger hun.

Özlem Cekic ønsker ikke at svare endegyldigt på, om den danske rygelov er strammet for sidste gang:

- Det ved jeg ikke. Indtil videre har vi ingen planer om at stramme den yderligere, men om det kommer til at ske på et tidspunkt, er alt for tidligt at sige. Nu må vi vente og se, hvordan den fungerer, siger hun.

Læs mere: Forbud stopper ikke job-tobakken

Jesper Bo Jensen, der er direktør for Fremforsk, Center for fremtidsforskning, har i mange år beskæftiget sig med danskernes måde at leve på. Selv om han mener, at folk generelt går meget op i sundhed, mener han ikke, at Epinions undersøgelse kan bruges til ret meget.

- Nu kan vi se, at Hjerteforeningen og de øvrige foreninger er i stand til at bevise den sag, de selv går ind for. Det kan man ikke bruge til ret meget. I virkeligheden er det udtryk for, at der laves rigtig mange undersøgelser, der viser præcis det, som dem, der har bestilt undersøgelserne, selv mener skal være rigtigt

Ændringerne af rygeloven, som politikerne blev enige om tidligere på året, trådte i kraft 15. august.