Holger K.: Det ser godt ud

Regeringen og Enhedslisten er gået til den formentlig sidste forhandling om næste års finanslov. Skatteminister Holger K. Nielsen forventer, at en aftale snart er på plads.

Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau

Slutspillet om Finansloven for 2013 er i gang. Regeringen og Enhedslisten sidder søndag formiddag til forhandlinger i Finansministeriet, og det ventes, at de kan præsentere en aftale i løbet af få timer.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) udtrykte optimisme på vej ind til forhandlingsbordet.

- Det ser godt ud, sagde han til de forsamlede pressefolk.

Under søndagens mødes skal der blandt andet forhandles om hjælpen til de langtidsledige, der står til at mærke konsekvensen af de nye dagpengeregler og miste deres ydelse i løbet af det kommende år.

Enhedslisten har indset, at de nye dagpengeregler med en kortere dagpengeperiode og en længere optjeningsperiode ikke kan rokkes ved i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

I stedet forsøger parterne at blive enige om en særlig ydelse for de udfaldstruede ledige, som svarer til en kontanthjælp. De udfaldstruede bliver tilbudt ydelsen i et halvt år, mod at de er aktivt jobsøgende og tager 10 ugers efteruddannelse, som skal være godkendt af en sagsbehandler som opkvalificerende.

Enhedslistens forhandlergruppe er gået til forhandlinger med regeringen med et mandat fra partiets hovedbestyrelse. Derfor forventes det, at der kan præsenteres en endelig aftale, når parterne i Finansministeriet er blevet enige.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden