Hvor langt vil Venstre gå ind i EU?

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Venstre har flere gange krævet svar fra regeringen på, hvor den står i forhold til Danmarks rolle i EU. Men hvor står Venstre selv? Lykke Friis, EU-ordfører i Venstre, har både i sin blog her på B-tinget og i Mandag Morgen åbnet ballet med et forslag om et fælles ”EU Memorandum” udarbejdet af Folketingets EU-positive partier. Hvorvidt de EU-positive partier også omfatter SF og K lader vi stå hen i det uvisse, men det er i første omgang yderst interessant at få afklaret, hvor Venstre selv står.

Der er ikke megen slinger i valsen, når det kommer til Lykke Friis´ egne holdninger i EU-spørgsmålet. For eksempel udtalte hun til Berlingske den 30. juni i år i en artikel om europæisk finanstilsyn og finansunion, at ”for os er solidaritet ikke et fremmedord, heller ikke i Europa.” Og her er det værd at bemærke, at ordet ”solidaritet” i EU pt. ikke bruges om moralsk opbakning, men om viljen til at kautionere for lande, der har ført en uansvarlig økonomisk politik – eksempelvis Grækenland. Til Politiken i maj i år sagde Lykke Friis, at hun ser to scenarier foran sig: ”Det ene er, at det hele ramler, det andet er et mere føderalt Europa. Jeg tror mest på det sidste.” Med denne erkendelse, er det relevant at afklare, hvorvidt Venstre ser Danmark som en del af et føderalt Europa.

Mon Lars Løkke og Venstres folketingsgruppe giver fuld opbakning til Lykke Friis udlægning af teksten? Venstre vil redde euroen, og ifølge Uffe Ellemann Jensen, der i høj grad har formet partiets politik i EU-spørgsmål, må dette ske ”for enhver pris”. Spørgsmålet er derfor, om Venstre er parate til at give Merkel råderet over danskernes økonomi i sine bestræbelser for at redde den euro, som Venstre fortsat ønsker at indtræde i?

Højaktuelt er det således, hvorvidt Venstre vil gå de fire trin ind i et føderalt EU, som blandt andre Herman van Rompuy har beskrevet? Første skridt er en bankunion, der skal lægge en central styring ned over bankerne og gøre danske banker ansvarlige for bankkrak i andre EU-lande. Derefter følger en finansunion med centraliseret styring af finanspolitikkerne, direkte indgreb i landenes økonomiske prioriteringer og yderligere mekanismer for udligning af gæld og risici mellem landene. Dernæst en økonomisk union med udligning i landenes skattepolitik og arbejdsmarkedspolitik og sidst en politisk union, hvor der dannes en egentlig EU-regering med direkte valg til præsidentposten.

Debatten om EU’s udvikling, samt hvor Danmark skal placere sig i forhold til en eurozone, der i sine bestræbelser på at redde den fælles mønt, hastigt suger både suverænitet, ansvar og pengestrømme til sig, er stort set fraværende i Danmark på den politiske scene set i forhold til lande som Storbritannien og Tyskland, men også lande som Finland og Tjekkiet.

Lars Løkke må som leder for Danmarks største parti og det ledende parti efter næste valg give den danske befolkning et klart svar på, hvor langt Venstre mener, Danmark bør gå i EU-integrationen. Det er Danmarks fremtid, vi taler om.