Ingen har mere magt end Vestager

Margrethe Vestager er Danmarks mest magtfulde person. Også mere magtfuld end statsministeren, viser Berlingske Business Magasins årlige magtanalyse.

Annette Bonde og Chris Kjær Jessen Annette Bonde og Chris Kjær Jessen
Magrethe Vestager. Foto: Malte Kristiansen

Officielt er den radikale leder Margrethe Vestager regeringens nummer to. Men reelt er hun den mest magtfulde person i Danmark.

Det er resultatet af Berlingske Business Magasins årlige magtanalyse over de 100 mest indflydelsesrige personer i Danmark, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) må se sig fortrængt til en andenplads.

Vi skal tilbage til 90´erne for at finde en lignende usædvanlig situation. Dengang var det statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), der ofte måtte se sig fortrængt af sin magtfulde finansminister og partifælle Mogens Lykketoft (S). Selvom Margrethe Vestager torsdag forsøgte at give Helle Thorning-Schmidt en håndsrækning ved at advare imod en »uhørt underkendelse« af statsministeren, så afviser hun at lægge for meget i placeringen i magtanalysen.

- I 2009 røg jeg helt ud af listen, og nu er jeg landets mest magtfulde politiker. Det vigtige for mig er, at være en del af et hold. Det er det, der gør forskellen, siger Vestager.

Socialdemokraternes politiske ordfører er uenig i magtanalysens konklusion.

- Selvfølgelig har regeringens tre partiformænd meget at skulle have sagt, men som Statsminister er Helle Thorning-Schmidt altså leder af regeringen. Sådan er det, siger Magnus Heunicke (S).

Alt er radikalt

Den opsigtsvækkende magtanalyse blev offentliggjort lørdag aften på folkemødet i Allinge, hvor Berlingske Business var arrangør af et debatarrangement om magt og indflydelse. Det er et panel på 50 politikere, erhvervsfolk, forskere, redaktører og embedsmænd, der har vurderet en kandidatliste på 150 personer, og dermed nået frem til, hvem der er de mest indflydelsesrige personer i Danmark.

Både Dansk Folkeparti og Enhedslisten er fuldstændig enige i, at ingen er mere magtfuld end økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager.

- Det er sådan, det er. Det er radikal udlændingepolitik, som bliver ført. Alt er radikalt, også i forhold til topskattelettelser, indgreb i overførselsindkomsterne, da er det radikalt. Det er en katastrofe for statsministeren, som selvfølgelig burde være den mest magtfulde, siger DF-leder Pia Kjærsgaard, mens Enhedslistens gruppeformand Per Clausen konstaterer, at:

- Det er Margrethe Vestager, som sætter rammen for regeringens politik. Hun har iscenesat sig selv som hende, der har magten, og det har Socialdemokraterne og SF accepteret. Det er utrolig dumt.

Magtskred

Samlet set afspejler magtanalysen efterårets regeringsskifte i Danmark. Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) er den eneste oppositionspolitiker, som optræder i top ti, nemlig som den fjerdemest magtfulde person i Danmark.

Fem af regeringens ministre er at finde i top ti. Bemærkelsesværdigt er det, at SFs unge skatteminister Thor Möger Pedersen bliver vurderet til at være den syvende mest magtfulde person, mens hans partileder og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er henvist til en 11. plads.

Den konservative formand Lars Barfoed er røget helt ud af top 100.

Hele Berlingske Business' magtanalyse udkommer torsdag 21. juni.