»Jeg troede, de ville lade mig være i fred«

Endnu nogle bilagssager er dukket op, og opmærksomheden omkring den afgående borgmester i Fredericia er ikke stilnet af. Det er begrundelsen for, at han nu helt trækker politik-stikket, fortæller han.

Lykke Wiborg Christensen
Afgående borgmester for Fredericia Kommune Thomas Banke Foto: Martin Dam Kristensen

Venstre-politiker Thomas Banke, som både har forladt borgmesterposten i Fredericia og pladsen i byrådet på grund af »hetz« og flere sager med rod i bilagene, trænger til at holde fri fra politik. Det siger han til BT.

Men den 31-årige afgående borgmester er ikke sur, understreger han.

- Jeg har ingen holdning til, om forløbet har været retfærdigt eller ej. Det hele skal mere på afstand, før man kan vurdere det. Jeg er ikke bitter. Politik skal have en pause fra mig, og jeg skal have en pause fra politik, siger Thomas Banke til BT.

Forud for Bankes exit fra politik er der gået et hektisk forløb, hvor han først prøvede at vende tilbage som borgmester, efter at byrådet havde stillet ham et mistillidsvotum før jul på grund af bilagsrod, misbrug af kommunens kreditkort og morfin-misbrug.

Men bagefter fortrød Venstres bestyrelse i Fredericia, og opfordrede Thomas Banke til at vende tilbage til borgmesterposten.

- Jeg står fuldt ud ved, at jeg prøvede at komme tilbage som borgmester, men jeg vidste også, at der var en risiko for, at det ikke ville gå. Jeg havde besluttet, at hvis der efter 48 timer stadig ville være fokus på mig, så ville jeg trække mig som borgmester, siger Thomas Banke til BT.

Men virakken om hans person stoppede ikke. 10. januar trak Thomas Banke sig fra borgmesterposten.

- Jeg havde en forestilling om, at efter jeg trak mig som borgmester, så ville folk have en interesse i at komme videre og lægge det hele bag os. Jeg troede, de ville lade mig være i fred. Jeg har bedt Fredericia Kommune om at gennemgå alle bilag, og der er desværre fundet et par sager mere. Og så jeg har fået at vide fra en pålidelig kilde, at de ville fortsætte med at køre sager mod min person, og derfor er det bedst for Venstre, for Fredericia, for min familie og mig, at jeg helt trækker mig.

Men mener du, at du har været udsat for en urimelig hetz?

- Jeg har selv begået fejl og vil ikke komme med lange undskyldninger. Jeg noterer mig, at eksperter har sagt, at grunden til, at denne sag er blevet så stor, nok mere skyldes underholdningsværdien end realiteterne i sagen.