Jens Rohde giver ikke meget for Snowden-høring

Den danske EU-politiker mener, at det er rent spil for galleriet, at et udvalg i Europa-Parlamentet har besluttet sig for at invitere den amerikanske whistleblower Edward Snowden til en videohøring.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau

BELGIEN: Det er ren teatertorden, når Europa-Parlamentets Borgerrettighedsudvalg (LIBE) vil invitere den amerikanske whistleblower Edward Snowden til at deltage i en videokonference med de folkevalgte europæiske politikere.

Det mener Jens Rohde (V), medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, som peger på, at Snowdens udtalelser ikke får nogen politiske konsekvenser.

»Det er teatertorden fra parlamentets side. Parlamentet har ikke nogen kompetence til at iværksætte en undersøgelse eller sanktioner over for amerikanerne, så det er ikke noget, der får nogen politisk betydning. Men det kan være interessant nok at høre, hvad han har at sige,« siger Venstre-manden.

Jens Rohde har endnu ikke selv besluttet sig for, om han vil deltage i videohøringen, såfremt den bliver gennemført. Ifølge nyhedsbureauet AFP har Snowden og hans folk allerede modtaget invitationen fra LIBE-udvalget, som gerne vil høre den kontroversielle amerikaner uddybe, hvordan hans tidligere arbejdsgiver, den amerikanske efterretningstjeneste NSA, igennem en årrække har aflyttet europæiske allierede, herunder den tyske kansler Angela Merkels mobiltelefon.

Invitationen til Snowden var torsdag til afstemning i borgerrettighedsudvalget, hvor 36 medlemmer stemte for, mens to stemte imod. Jens Rohde, der er stedfortræder i udvalget, deltog ikke i afstemningen, men understreger, at han ikke principielt har noget imod videokonferencen. Man bør blot huske på, at Snowden er part i sagen, siger han:

»Det er ikke nødvendigvis sådan, at Edward Snowden har sandheden om alt. Man skal huske at holde en balance, og den tvivler jeg på kommer. Jeg kender mine LIBE-kolleger – de elsker at råbe op. Sådan er det jo ofte, når man ikke har lovgivningskompetence, som det er tilfældet her.«

Jens Rohde opfordrer desuden sine kolleger til også at invitere amerikanerne til en høring.

»Jeg synes, at man skal forklare amerikanerne, at der er nogle grænser, man ikke overskrider over for sine allierede, det gælder blandt andet aflytning af Merkel og industrispionage. Men man skal huske på, at inden man sætter alle Snowdens ord ind i en rapport, så skal man også høre den anden side, selvom amerikanerne ikke virker som om, at de har særlig meget lyst til at sige noget,« uddyber han.

Hvis Snowden indvilger i at deltage i høringen, kommer den til at foregå via videolink, fordi den eftersøgte amerikaner risikerer at blive anholdt, hvis han forlader Rusland, hvor han har politisk asyl. Ifølge den franske europaparlamentariker Veronique Matthieu Houillon, der også er medlem af LIBE-udvalget, vil alle medlemmer af Europa-Parlamentet kunne deltage i konferencen og stille spørgsmål til Snowden, såfremt han stiller op.